Lene og Javsen åbner porten til åben Have, lysfest og kåring af Årets Have
FJERRITSLEV: Onsdag den 27. august 2025 kl. 19.00 åbner Lene og Javsen porten til deres smukke have på Nørthorupvej 142, Hjortdal, 9690 Fjerritslev.
Denne aften er der besøg i ”Bedstemorshave”, som i 2024 blev kåret til Årets Have, skriver arrangøren Haveselskabet Jammerbugt Kreds.
Parret flyttede ind på ejendommen i 1987, som er Javsens fødehjem. Allerede fra begyndelsen viste Lene stor interesse for havearbejde. Hun rejste rundt i landet for at hente inspiration og besluttede, at hvis andre kunne skabe en smuk have, kunne de også.
Med hjælp fra en af Haveselskabets havearkitekter blev der lagt en plan for haven, som i dag breder sig over cirka én tønde land.
I årenes løb har de selv bygget videre, og haven rummer nu mange forskellige ”rum”: en stor staudehave kaldet Den gamle Have, et japansk inspireret område med lille sø, en skovhave med spændende skovplanter, en frugthave med shelter og bålhytte, en køkkenhave, et skyggebed med hostaer samt en park med blandt andet mange georginer.
Rundt omkring i haven vokser desuden en stor variation af roser.
Stauder er deres største passion. De formerer selv mange af planterne gennem frø, stiklinger og deling. Overskydende planter bliver solgt, da de ikke nænner at smide dem ud. Uden for haven dyrkes juletræer, primært til eksport.
Haven kan følges på Facebook og Instagram under navnet Bedstemorshave.
Til lysfesten denne aften er haven oplyst af levende lys. Per Iversen vil stå for fællessang og læse et par historier. Under kaffen kåres Årets Have 2025 i Jammerbugt Kommune.