Billede beskrivelse

Legendarisk slagter lukker

11. november 2025 kl. 07.08

FJERRITSLEV: Det kom som et chok for alle madglade hanboer, da slagtermester Lars Mogensen mandag morgen meddelte på Facebook, at Fjerritslevs kendte slagterbutik, Slagter Palle, har sidste åbningsdag den 29. november.

Det bliver et stort tab for byen. Gennem 48 år har butikken midt i Fjerritslev været leverandør af kvalitets-kødvarer, hjemmelavet pålæg, røgvarer og delikatesser.

Lars Mogensen har drevet forretningen siden 2018, men begyndte i forretningen allerede 21 år tidligere som erhvervspraktikant hos slagtermester Palle Gyldenløve, der har lagt navn til butikken.

Billede beskrivelse

Lange arbejdsdage

Det er gennem årene blevet til lange arbejdsdage, for Lars Mogensen har altid lagt vægt på det gode håndværk. Den slags tager tid – og ideerne har været talrige.

For eksempel er Slagter Palle også byens pølsebod, hvor man i et hjørne kan sætte sig og nyde en hotter. Lars Mogensen er også kendt i hele Nordjylland for sine helstegte pattegrise, der hygger sig i trækulsgrillen, der er spændt efter bilen på vej ud til glade festgæster.

Kunderne har været glade for de mange kvalitetsprodukter fra Lars Mogensen. Julemedisteren er legendarisk, men også de lune leverpostejer, dagens ret, højt belagt smørrebrød, hjemmerøget bacon, laks og ål – og Lars Mogensen er også kendt for at være manden, der steger anden for hanboerne – både mortensaften og juleaften.

Juleaften må kunderne finde en anden til at stege anden. Lars Mogensen tager dog årets mortensand med, men så er det altså også slut.

Billede beskrivelse

Juleræs

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at julen altid har været et ræs. Det bliver helt anderledes i år, siger den 44-årige slagtermester, der endnu ikke har lagt planer for, hvad der skal ske, når butikken lukker den 29. november.

- Der er jo mange gode år i mig endnu. Så jeg skal nok finde på noget – men jeg har ingen aktuelle planer, forklarer Lars Mogensen, der ikke lægger skjul på, at dagen, hvor lukningen blev offentliggjort, har været en bevægende dag.

- Næsten alle, der har været i butikken i dag, har kun sagt pæne ting til mig. Det er jeg glad og taknemmelig for.

Ophørsudsalget er også begyndt. På et par borde i butikken kan man erhverve sig skåle, tallerkener og andet husgeråd til de rene loppepriser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste