Billede beskrivelse

Landsbybus: Nu kommer Ålen

01. august 2025 kl. 11.30

GJØL: Nu er alt klappet og klart til, at Gjøls kommende landsbybus kan rulle ud på landevejene. Gjøl Borger- og Erhvervsforening fik torsdag overdraget nøglerne til den nye bus – en Opel – der fremover skal gøre det muligt at komme til og fra Gjøl på tidspunkter, hvor skolebusserne ikke kører.

Der bliver officiel indvielse af bussen mandag den 11. august kl. 16 – 18 ved Gjøl skole.

- Vi ser frem til et par hyggelige timer med taler, prøveture i bussen, softice fra Ryå Mejeri og selvfølgelig godt vejr, siger Keld Schumann, der er formand for Gjøl Borger- og Erhvervsforening.

- Umiddelbart efter indvielsen kører bussen kl. 18 ud på sin første tur mod Aabybro. Vi glæder os, for det er kulminationen på 10 års forarbejde, der nu endelig bliver realiseret.

Billede beskrivelse

Den nye bus er blevet udsmykket med en fjordbund med ålegræs akkurat som fjordbunden ud for Gjøl, og bussen er naturligvis blevet døbt Ålen, for ål og ålespisning er en del af kulturarven på Gjøl. Landsbybussen har også fået sin egen hjemmeside – Ålen.dk – hvor man kan se køreplaner og bestille plads.

Gratis prøvetur

Selv om bussen først begynder at køre officielt den 11. august, bliver der allerede i den kommende uge mulighed for en gratis prøvetur.

- Vi starter allerede mandag og prøvekører en uge for at blive fortrolige med køreplanen. Det bliver gratis at bruge bussen i den uge. Vi vil køre efter lørdagskøreplanen med fire afgange hver vej, oplyser Lisbet Emmery fra Gjøl Borger- og Erhvervsforening.

Ålen bliver kørt på skift af 35 frivillige chauffører, der bruger lidt af deres fritid på at sikre, at børn, unge og folk uden kørekort nemt kan komme til Aabybro, der er den nærmeste større by – og hvor der er mange sports- og fritidsaktiviteter.

- Kravene til chaufførerne er først og fremmest, at de er stabile og har haft kørekort i mindst fem år. Til gengæld lover vi, at de får gode oplevelser og helt sikkert bliver opdateret på den lokale sladder, når de kører bussen. Vi har også tænkt på en årlig julefrokost, afslørede Keld Schumann, da der tidligere på året var informationsmøde for de kommende chauffører.

Den nye landsbybus på Gjøl er et forsøg, som støttes af Trafikstyrelsen med 600.000 kroner til en treårig periode. Resten finansieres af styregruppen for ”Liv i by, skole og lokalsamfund” i Jammerbugt kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste