Kryb & Kravl – oplev både levende og døde dyr på tæt hold
BROVST: Er fascinationen for det vilde, det uventede og det lidt uhyggelige til stede? Så byder Brovst Bibliotek på et spændende møde med både levende og døde dyr, når Arternes Verden kommer på besøg.
Mikkel Sortemos, kendt fra DR og TV2 Nord, har fyldt bilen med kranier, skind og nogle af de mest mærkelige skabninger, han har mødt på sine rejser rundt i verden. Han arbejder til daglig som dyrepasser og er nomineret som en af Danmarks bedste naturformidlere i 2025.
Publikum får fortællinger, der både overrasker og fascinerer – og bagefter er der god tid til at stille spørgsmål. Modige deltagere kan endda få taget et billede, mens de rører ved et af de levende dyr.
Arternes Verden formidler viden om verdens mange fantastiske arter – især dem, som ofte vækker frygt eller ubehag, som slanger, edderkopper og øgler.
Tid og sted
Det hele finder sted på Brovst Bibliotek lørdag den 15. november 2025 fra kl. 10.00 –11.00.
Arrangementet egner sig til børn fra 3 år, og er gratis for både børn og voksne, men kræver tilmelding gennem bibliotekets hjemmeside.