Billede beskrivelse

Kritisk infrastruktur: Vandværker kobles sammen

25. september 2025 kl. 06.02

BROVST/AABYBRO: Vandforsyningen er en del af den kritiske infrastruktur. Det er derfor vigtigt at sikre, at vi alle kan få drikkevand, selv om uheldet er ude. Det er en del af det kriseberedskab, som der er stort fokus på i øjeblikket blandt andet fra regeringens side.

Det er baggrunden for, at Bratskov Vand, der forsyner Brovst, Halvrimmen og Arentsminde og Aabybro Vand, der også forsyner Birkelse, netop har brugt en halv million kroner på at etablere en ny vandledning langs A11 på Røgildvej mellem Birkelse og Arentsminde.

Billede beskrivelse

- Forbindelsesledningen sikrer, at vi kan købe vand hos hinanden – for eksempel, hvis der sker en stor sprængning på ledningsnettet. Det er sammen med nødstrømsanlæg på vandværkerne med til at gøre vandforsyningen på egnen robust og krisesikret, fortæller driftsleder Kjeld Imer, Bratskov Vand.

Deler udgiften

- Den nye vandledning er 870 meter lang med en diameter på 110 mm. Der er etableret en brønd ud for Røgildvej 64, hvor der kan åbnes for vandet, hvis det bliver nødvendigt. Udgiften til anlægsarbejdet bliver delt mellem de to forsyningsselskaber.

Det har taget et par uger at grave den nye vandledning ned. Det gav lidt gener på hovedvejen, fordi hastigheden var nedsat til 50 km/t på strækningen. Arbejdet blev afsluttet 19. september, og nu er der igen normal hastighed på den travle hovedvej mellem Arentsminde og Birkelse.

Kjeld Imer har i øvrigt lige fået en afløser til jobbet som driftsleder i Bratskov Vand. Det er Kurt Hansen, som frem til næste år er gået i sidemandsoplæring hos den erfarne driftsleder, så han kan overtage ansvaret for vandværket og vandforsyningen, når Kjeld Imer går på pension til næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste