Købmandsbutik i Moseby sat til salg: "Beslutningen gør utrolig ondt"
MOSEBY: Det er kun omtrent halvandet år siden, at der blev gennemført et ejerskifte i butikken.
Alligevel har Lone Andersen - købmand i Min Købmand i Moseby - valgt at sætte butikken til salg.
Det skriver hun i et opslag på butikkens Facebook-side.
"Efter mange overvejelser har vi truffet en af de sværeste beslutninger længe. Vi har valgt at sætte butikken til salg i håb om, at en ny ejer vil føre den videre. Selvom beslutningen gør utrolig ondt, ved vi, at det er den rigtige for os," lyder det i opslaget.
Foreløbigt får "til salg"-skiltet på butikken ingen betydning for købmandens åbningstider.
"Vi håber på jeres forståelse og beder om respekt for, at vi ikke ønsker at gå yderligere i detaljer".
Lone Andersen har ifølge mediet Jammerbugtposten.dk rødder i Moseby - og så har hun igennem flere år arbejdet i butikken som både ungarbejder og daglig leder i butikken, inden hun overtog som købmand 1. februar 2025.