Købmanden fik 25 jobansøgninger på stedet
BROVST:- Det passer ikke, når man siger, at de unge kun interesserer sig for computerspil og popmusik. De vil også gerne arbejde i fritiden.
Det siger købmand Martin Pedersen fra Spar i Brovst. Han havde onsdag inviteret byens og egnens unge til et informationsmøde, hvor de kunne høre mere om forretningen og arbejdet i en købmandsbutik som ungarbejder.
Mødet var en succes. Omkring 40 unge var mødt op – nogle ifølge med deres forældre – og da mødet var forbi, stod Martin Pedersen med 25 ansøgninger i hånden.
- Som ansat i en købmandsbutik er man en del af et hold, og vi skal spille hinanden gode, fortalte købmanden.
Det handler om service
- Det handler først og fremmest om god service. Så når en kunde spørger efter en vare, skal man ikke bare pege, men følge kunden hen til hylden. For man skal huske på, at som butiksansat bliver man et kendt ansigt – og kunderne husker det, hvis ikke servicen er i top.
Det afgørende for Martin Pedersen er ikke, hvor mange timer ansøgerne vil arbejde.
- Specielt for unge mennesker skal der også være tid til et liv uden for butikken. Der er skolegang og studier, der skal passes. Og der skal også være tid til fritidsinteresserne, mener købmanden.
Ansøgning på stedet
Efter Martin Pedersens orientering blev der omdelt ansøgningsskemaer. De fleste af de unge gik i gang med ansøgningen med det samme.
Det gjaldt også 14-årige Tino, der går i 7.B. på Brovst Skole, der deltog i mødet sammen med sin mor Natashia Knak.
- Jeg har aldrig prøvet at have et arbejde før. Men nu giver jeg det et skud. Jeg kan godt bruge pengene – og så må vi se, hvad det ender med. Måske får jeg smag for det og ender som købmand om et par år.
Nu skal Martin Pedersen i gang med at vurdere de mange ansøgninger – og måske kommer der flere til.
- Der var nogle af de unge, der tog ansøgningsskemaet med hjem, fordi de lige skulle snakke med deres forældre, forklarer Martin Pedersen.
- Under alle omstændigheder var mødet en succes. Det er ikke sidste gang, jeg gør det, siger købmanden.
For de unge var det også en god ide at møde op. For de kunne alle forlade Spar-butikken med en goodiebag i hånden.