Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jyllandsserien: Tysk støtte til lokal klub

15. maj 2026 kl. 11.00

SKOVSGÅRD: Selv om der er pæn afstand mellem Jyllandsserien og Bundesligaen, vakte det tysk jubel, da Skovsgaard Boldklub torsdag aften på hjemmebanen slog VSK Aarhus 2-1.

Den tyske jubel kom fra 16 juniorspillere fra Pinneberg ved Hamborg, der i disse dage bor på Skovsgaard skole sammen med 280 andre unge i forbindelse med Nørhalne Cup.

Billede beskrivelse

Tyskerne jublede sammen med 250 lokale fodboldfans, der var kommet til Winther’s Isolering Park, som det lokale stadion hedder, for fodboldens sprog er internationalt og forstås af alle – uanset hvor de stammer fra.

Sved på panden

De 280 unge fodboldspillere på skolen har givet Skovsgaard Boldklubs formand Niels Sedaka Sørensen sved på panden. For det er lidt af en opgave at sørge for forplejningen til de unge mellem ugens to store Jyllandsserie-kampe på hjemmebanen, så Sedaka har trukket på alt, hvad der kan krybe og gå af frivillige i den lille by.

- Ungerne ankom onsdag og skal have morgenmad og aftensmad alle dagene frem til lørdag – og til frokost skal vi sørge for at udlevere sandwiches. Samtidig skulle vi torsdag omstille opvisningsbanen fra ungdomscup til Jyllands-serien – og det gentager sig lørdag middag, når de unge er rejst, for lørdag eftermiddag spiller førsteholdet mod Aalborg KFUM, siger Niels Sedaka Sørensen.

Billede beskrivelse

- Udfordringerne er enorme, når flere hundrede tilskuere blander sig med alle ungdomsspillerne i dagtimerne, så det er også et stort setup med parkeringspladser, afspærringer og så videre.

- Det er simpelthen vanvittigt, men heldigvis tager vores frivillige det med et smil og giver den en ekstra skalle, for fodbold betyder meget i Skovsgård – især efter at vi sidste år rykkede op i Jyllandsserien.

Torsdagens Jyllandsserie-kamp havde 250 tilskuere – udover de mange unge gæster. Vejret var lidt tvivlsomt – silende regn – men det trofaste hjemmepublikum mødte op med paraplyer til både øl og de grillpølser, som er en del af alle hjemmekampene i Skovsgård.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste