Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jammerbugt Kommune har fået en fritidsguide

14. maj 2026 kl. 14.03

JAMMERBUGT: Kathrine Voss er ny fritidsguide i Jammerbugt Kommune. Hun skal hjælpe flere børn og unge ind i fritidsfællesskaberne.

Det fortæller Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse. 

Jammerbugt Kommune har et stærkt fritids- og foreningsliv, som mange børn og unge allerede er en del af. Nu får endnu flere mulighed for at blive en del af fællesskaberne.

Kommunen har ansat Kathrine Voss som fritidsguide. Hendes opgave bliver at hjælpe børn og unge, der ikke allerede går til en fritidsaktivitet, med at komme godt i gang.

Kathrine er uddannet inden for socialt arbejde og kommer fra en lignende stilling i Tårnby Kommune, hvor hun hjalp mere end 300 børn og unge i gang med en fritidsaktivitet. Hun ser frem til at fortsætte arbejdet i Jammerbugt Kommune.

- Et aktivt fritidsliv giver fællesskab, læring og gode oplevelser. Det føles derfor meget meningsfuldt at hjælpe børn og unge godt i gang – især dem, som har brug for lidt ekstra støtte, siger Kathrine Voss.

Social og økonomisk støtte

Fritidsguiden kan hjælpe børn, unge og familier på flere måder. Hun kan blandt andet fortælle om forskellige fritidsaktiviteter, forklare hvordan foreningslivet fungerer og hjælpe med at finde den rette aktivitet. 

Derudover kan hun arrangere prøvetimer, hjælpe med tilmelding og tage hensyn til eventuelle særlige behov. Hvis der er behov for det, kan hun også hjælpe med at finde en ledsager.

Der er samtidig mulighed for økonomisk støtte. Fritidsguiden kan blandt andet hjælpe med et fritidspas, som kan dække kontingent eller enkeltstående foreningsaktiviteter, eksempelvis fodboldskole eller spejderlejr, samt støtte til nødvendigt udstyr.

Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, udtaler:

- Vi har i Jammerbugt Kommune haft fritidspas i flere år. Nu tager vi skridtet videre med en fritidsguide, som kan støtte børn, unge og familier og give konkret hjælp til at blive en del af fritidslivet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste