Billede beskrivelse

Jammerbugt: Kør forsigtigt

06. januar 2025 kl. 07.24

JAMMERBUGT: Nattens snestorm har givet masser af arbejde til snerydderne i Jammerbugt kommune.

- Det har især været slemt med sneen i nat i området syd og vest for Tingskoven, mens det generelt ser noget pænere ud i den nordlige del af kommunen, fortæller Vej- og Parkchef Flemming Kjeldgaard Larsen til Ligeher.nu klokken 7 mandag morgen.

- Samlet set har vi fået noget, der ligner 10 cm sne, mens der var frost – og nogle steder har der været voldsom snefygning med driver på mindst 30 cm højde. Heldigvis har temperaturen til morgen sneget sig over frysepunktet, så sneen fyger ikke længere.

- Vi har i øjeblikket 10 sneplove ude at rydde på vejene. Vi begyndte klokken 3.30, men vi er endnu ikke i mål, så der kan altså ligge meget sne nogle steder. Desuden har vi ti mindre snerydningsmaskiner ude at køre på stierne i kommunen, så jeg håber, at vi når at få ryddet stierne inden skoletid.

- Så mit råd til trafikanterne her til morgen er, at man skal køre hjemmefra i god tid – og køre forsigtigt efter forholdene.

- Heldigvis bliver det varmere med regn i løbet af dagen – og der er ikke noget, der tyder på mere frost i denne omgang, så jeg forventer, at der ikke er meget sne tilbage, når vi kommer til aften, siger Flemming Kjeldgaard Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste