Initiativ lærer børn om døde dyr: - Ungerne følger levende med
FJERRITSLEV: Dødekassen er et hit blandt børnene i børnehaven Grøftekanten i Fjerritslev.
Det er et lille højbed på godt en kvadratmeter, hvor børnene med egne øjne kan se, hvad der sker med døde dyr, når ådselsbiller og spylarver går i gang med at omsætte.
Det er fortællingen om livets store kredsløb, som vi alle er en del af.
- Vi har lige fået en påkørt hare, der nu ligger i dødekassen. Ungerne følger levende med i processen. Hver dag skal de lige forbi for at se, hvad der er sket siden i går, fortæller pædagog Charlotte Nymark.
Det gælder blandt andet Oliver, der er stolt, da han opdager nogle spylarver i øjet på den døde hare, mens han peger og fortæller det til kammeraterne.
Han er sin unge alder til trods også en stor pædagog, der har fuldstændig styr på processen.
- Børnene har en meget umiddelbar tilgang til processerne i dødekassen. Men de respekterer også det døde dyr. Nok se, men ikke røre, forklarer Charlotte Nymark.
Døde dyr overalt
Overalt i børnehaven er der endnu flere døde dyr.
Børnehaven har arvet samlingen af udstoppede dyr fra Naturcenter Fosdalen, der lukkede for tre år siden.
Dødekassen og de udstoppede dyr er blot et af mange bæredygtighedsinitiativer i Grøftekanten.
Børnene dyrker selv deres grøntsager i små højbede, og i madordningen står den på rødbedebøffer og andre vegetariske herligheder.
- Vi har også valgt at lave maden selv i stedet for at få den leveret udefra. På den måde undgår vi ultraforarbejdede fødevarer, siger Charlotte Nymark.
Første bæredygtighedsflag
Grøftekanten blev fredag belønnet for sine bæredygtighedsindsats af Friluftsrådet.
Børnehaven fik som den første institution i Jammerbugt kommune det såkaldte bæredygtighedsflag, der er endnu en pendant til de mange blå og grønne flag, som efterhånden vajer overalt.
Bæredygtighedsflaget blev overrakt af borgmester Christian Hem (V), der - som politikere nu har for vane - også holdt en tale.
Børnene lyttede i tavshed - især fordi der var is, mens borgmesteren talte.
Efter talen hejste Christian Hem bæredygtighedsflaget i flagstangen ved børnehaven for enden af Vester Fælledvej.
Han fik hjælp af Alberte og Deborah, der var lidt betuttede til at begynde med - men op kom flaget.
Bagefter var der kage til alle - både til børnene, de stolte forældre og borgmesteren.