Indvielse af ny legeplads ved Thorup-Klim Skole
THORUP: Efter en længere proces kunne Thorup-Klim torsdag fejre åbningen af både skolens og byens nye legeplads.
De nye legeredskaber er blevet en realitet takket være støtte fra fonde og stort lokalt engagement. Legepladsen er mere end blot et sted at lege – den fungerer som et samlingspunkt, hvor børn kan bevæge sig frit, styrke sociale fællesskaber og få stimuleret sanserne.
Legepladsen ligger ved Thorup-Klim Skole og er tilgængelig for både elever og byens øvrige borgere. Den er oplagt til et besøg for bedsteforældre med børnebørn, eller som hvilested for gæster fra hallen.
Eleverne har selv været med til at vælge legeredskaberne, og der opfordres til, at alle hjælper med at passe godt på området, så det kan bringe glæde i mange år frem.
Ved indvielsen klippede et medlem af det nyvalgte elevråd den røde snor, og skolens køkkenpersonale sørgede for kage til alle fremmødte.
En stor tak går til alle, der har bidraget til projektet – fra idé til virkelighed. Der er store forventninger til, at legepladsen bliver et aktivt og glædesfyldt mødested for både børn og voksne.