Billede beskrivelse

Humor skal trække flere børnefamilier til Birkelisios

Birkelse-Ryaa efterlyser unge børnefamilier

11. oktober 2025 kl. 19.03

BIRKELSE-RYAA: Humoren og selvironien skal i brug for at gøre det mere attraktivt for de unge børnefamilierne at slå sig ned i området.

- Vi vil gerne gøre os mere attraktive overfor de unge børnefamilier. Vi ligger attraktivt i forhold til de store byer, der er 15 kilometer til lufthavnen, og vi har kortere til centrum i Aabybro end de nye udstykninger i Aabybros udkant. Så der er mange gode grunde til at slå sig ned i Birkelse-Ryaa, fortæller Anders Kaa, der er Birkelse-Ryaas repræsentant i Landdistriktsrådet.

- Men hvordan får vi de unge familier overbevist om, at de skal flytte her til området? Det er ikke nok at fortælle, at vi har en fin natur. Det har de også mange andre steder. Det er heller ikke nok at fortælle, at vi har en flot å, man kan sejle på. Det har de også andre steder. Vi skal slå på andre værdier, siger Anders Kaa.

- Det er værdier som humor og selvironi, og dem skal vi synliggøre, tilføjer han.

Ny kampagne på bordet

Birkelse-Ryaa har ligesom de andre lokalsamfund fået 45.000 kroner til markedsføring. De penge har nu givet Birkelse-Ryaa mulighed for at få hjælp udefra til en kampagne, der skal tiltrække nye borgere.

Anders Kaa fortæller, at kampagnen sigter målrettet efter børnefamilier. Humor og selvironien skal være de gennemgående virkemidler i kampagnen, som skal køre på de sociale medier.

Den alternative markedsføring skal ske gennem kampagnen BIRKE[LI]SI[OS] - navnet kan give associationer til delicious. Det er en ny måde at fortælle om klassiske hverdagsting tilsat en snært af nordjysk humor. Bag de skæve vinkler gemmer sig dog et klart budskab: Birkelse-Ryaa er et fantastisk sted fyldt med fællesskab, nærvær og livskvalitet, og samtidig alt det en ung familie skal bruge af faciliteter for at få en hverdag til at fungere.

- Vi skal ikke bruge humoren så meget, at vi bliver klassens klovn, men gennem finurlige opslag på de sociale medier skal vi sættes fokus på byens kvaliteter, siger Anders Kaa.

Kampagnen skal i første omgang køre året ud.

- Drømmen er, at kampagnen kan fortsætte i de kommende år, og så håber vi, politikerne vil være med til at få udviklet vores ´ område, som ikke er to forskellige byer: Birkelse og Ryaa, men Birkelse-Ryaa. Vi er intet uden hinanden, siger Anders Kaa.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste