Her skal den danske sangskat fejres
AABYBRO: Den danske sangskat bliver fejret med manér, når Dansk Slager Parade rammer Kultur- & ErhvervsCenter Jammerbugt i Aabybro fredag den 17. januar 2025 kl. 20:00. Publikum kan se frem til en aften fyldt med nostalgi, fællessang og musikalsk magi, når nogle af Danmarks største navne inden for revy, dansktop og pop indtager scenen.
Dansk Slager Parade har i næsten 30 år været et fast holdepunkt for dem, der elsker fællessang og uforglemmelige hits fra fortiden og nutiden. Med et skarpt line-up af danske musikikoner er der i 2025 lagt op til en festlig turné, der rammer hele landet – traditionen tro, så står Aabybro for premieren på turneen, der kommer hele Danmark rundt.
Aftenens hovednavne tæller blandt andre revystjernen Jan Schou, skuespiller og sanger Susanne Breuning, den dygtige sanger Michael Winckler, popsangerinden Anne-Mette Rix, det ikoniske band Klaus & Servants og konferencier Karin Strand-Holm, der vil guide publikum gennem showet med charme og overskud.
Store stjerner på scenen
Når Jan Schou går på scenen, er der garanti for latter, skarp humor og vidunderlige sange. Han er kendt fra et væld af revyer over hele landet, men i 2025 optræder han for første gang i Dansk Slager Parade. Hans energi og skuespiltalent vil med sikkerhed give showet og sangene et humoristisk twist.
Susanne Breuning, en af Danmarks mest folkekære revyikoner, bringer både erfaring og charme til scenen. Hendes optræden bliver en hyldest til dansktoppen, og hun kan også finde på at tage numre fra sin stedfar Knud Pheiffer med i repertoiret, herunder klassikeren "En Lille Pige i Flade Sko".
En af aftenens mest rørende øjeblikke bliver, når Michael Winckler fremfører en række af sin far, Gustav Wincklers, største hits. 2025 markerer 100-året for Gustav Wincklers fødsel, og det bliver fejret med Michael Wincklers dybtfølte fortolkninger af eviggrønne sange som "Skibet skal sejle i nat" og "Gem et lille smil til det bliver gråvejr". Publikum kan forvente en følelsesladet hyldest, hvor minder og musik smelter sammen.
Anne-Mette Rix er endnu en af aftenens solister, der med sprudlende energi og en stærk vokal får publikums opmærksomhed. Hun har tidligere optrådt i Dansk Slager Parade, hvor hendes fortolkninger af danske popklassikere altid har været et hit blandt publikum, også denne gang, hvor hun som en del af duoen Sound of Laban, spiller et par af deres største hits.
Musikken leveres af det rutinerede band Klaus & Servants, som både spiller egne numre og fungerer som backingband for solisterne. Bandet har været en fast del af showet i over 10 år, og med deres solide erfaring skaber de den perfekte musikalske ramme for aftenens storslåede program.
Et musikalsk overflødighedshorn
Dansk Slager Parade er kendt for at tage publikum med på en rejse gennem den danske sangskat, fra de største hits på Dansktoppen til de mest elskede numre fra Melodi Grand Prix og den internationale sangskat. Ifølge kapelmester og forsanger i Klaus & Servants, Klaus Strand-Holm, er musikkens evne til at samle folk noget helt særligt.
- Der er ikke noget som musik, der bringer folk sammen. Særligt, når vi har et varieret overflødighedshorn af de bedste sange fra dansktoppen, Melodi Grand Prix og den internationale sangskat, fortolket af Danmarks dygtigste sangere og entertainere, fortæller Klaus Strand-Holm.
Netop dette fællesskab og den varme atmosfære er det, der har gjort Dansk Slager Parade til en tilbagevendende succes i næsten tre årtier. For mange publikummer er koncerten en årlig tradition, hvor venner og familie mødes for at opleve de største hits og synge med.
Fællessang, nostalgi og fælles oplevelser
Publikum i Kultur- & ErhvervsCenter Jammerbugt kan forvente en stemningsfuld aften med genkendelsens glæde, når de mest elskede sange fra de sidste årtier vækkes til live. Med en perlerække af hits fra Dansktoppen, Melodi Grand Prix og de internationale klassikere er der lagt op til en aften, hvor alle kan synge med.
Der er ingen tvivl om, at fællessang spiller en helt central rolle i showets popularitet. Sangene er kendt og elsket på tværs af generationer, og når hele salen synger med på sange som "Skibet skal sejle i nat" og "En Lille Pige i Flade Sko", opstår der en helt særlig form for fællesskab.
Karin Strand-Holm, der er kendt fra TV-programmet "Syng Med & Tip Et Hit" på DK4, står klar som aftenens konferencier. Med sikker hånd vil hun guide publikum gennem aftenens mange musikalske indslag og sørge for, at showet glider problemfrit fra start til slut.
En musikalsk aften, du ikke vil gå glip af
Når Dansk Slager Parade ruller ind i Kultur- & ErhvervsCenter Jammerbugt den 17. januar 2025 kl. 20:00, er der lagt op til en fest for hele familien. Dørene åbner kl. 18:45, og billetterne er allerede sat til salg.
Stig Ulrichsen, direktør for CB & Ole B. Booking, der står bag showet, opfordrer alle til at sikre sig billetter i god tid.
- Vi har set gang på gang, at billetterne hurtigt bliver revet væk. Derfor er det en god idé at sikre sig en plads i god tid. Årets line-up er stærkere end nogensinde, og vi glæder os til at præsentere et show, der med garanti vil få folk til at synge med fra første sang.
Billetter kan købes via Billetsalg.dk, og der er mulighed for at tilkøbe en koncertmenu fra Hotel Søparken, som ligger lige overfor kulturcenteret. For dem, der ønsker at gøre aftenen ekstra speciel, tilbyder hotellet en koncertpakke, som inkluderer ophold, middag og morgenmad dagen efter.
Praktiske oplysninger
Dato og tid: Fredag den 17. januar 2025 kl. 20:00
Sted: Kultur- & ErhvervsCenter Jammerbugt, Søparken 2, 9440 Aabybro
Billetter: Tilgængelige via Billetsalg.dk
Dørene åbner kl. 18:45, og indgangen til koncertsalen åbner 30 minutter før showstart. Ønsker man at kombinere koncerten med middag og overnatning, kan Hotel Søparken bookes direkte på deres hjemmeside eller ved at kontakte hotellet.