Billede beskrivelse

Henning glæder sig på byens vegne

30. oktober 2025 kl. 11.00

BROVST: Henning Simonsen, der er bestyrelsesformand i Sport & Kulturcenter Brovst, er en meget glad mand i øjeblikket.

Jammerbugt Kommune har besluttet at støtte udviklingen af centret med 20 millioner kroner i anlægsmidler - 2 millioner kroner i 2026 og yderligere 18 millioner kroner i 2027.

- Dermed er det økonomiske startskud givet til arbejdet med at skabe fremtidens idræts- og kulturcenter i Brovst - et ambitiøst projekt, som favner økonomisk og visionært noget større, og hvor yderligere fondsstøtte skal bidrage til at realisere de samlede planer, siger Henning Simonsen.

Planerne omfatter blandt andet et varmtvandsbassin - og så skal Brovst Motion & Fitness, der i dag holder til på Rotfelds Vej, flyttes til selve Sport & Kulturcenter Brovst. Desuden skal de ældste dele af det gamle bygningskompleks renoveres.

Mangler fondsmidler

Nu skal bestyrelsen i gang med at søge fondsmidler.

- Kommunens anlægsmidler giver os et stærkt udgangspunkt for at søge fondsstøtte og tiltrække samarbejdspartnere. Det er et vigtigt første skridt mod at realisere en vision, som favner både sundhed, idræt, fællesskab og kultur, siger Henning Simonsen, der lægger vægt på at det kommende projekt skal være økonomisk bæredygtigt.

- Styregruppen har fra starten lagt vægt på, at projektet skal være økonomisk bæredygtigt - både i anlægsfasen og i den efterfølgende drift.

- Vi bygger det, vi har råd til, og prioriterer ud fra behov. Målet er at skabe et solidt og driftssikkert center, som kan udvides i takt med, at nye midler og behov opstår, forklarer Henning Simonsen.

Borgerne inddrages

- I den kommende fase vil styregruppen arbejde videre med at konkretisere og visualisere det endelige forslag, der skal danne grundlag for fondssøgning og realisering. Her bliver borgerne, foreningerne og brugerne inviteret endnu tættere med i arbejdet - både gennem dialogmøder og i udviklingen af konkrete ideer og prioriteringer.

- Samtidig planlægges vi en lokal indsamling, hvor borgere og virksomheder i Brovst får mulighed for at bidrage økonomisk og bakke op om visionen.

- Sport & Kulturcenter Brovst er hele byens sted - og det skal det blive ved med at være. Vi skal skabe fremtidens center sammen, mener Henning Simonsen.

- Sport & Kulturcenter Brovst blev opført i 1972 og har i mere end 50 år været mødestedet for bevægelse, sport og fællesskab. De ældre bygningsafsnit fra 1972 trænger i dag til en gennemgribende renovering, mens kulturcentret fra 2008 fortsat fremstår moderne og velfungerende, forklarer formanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste