Billede beskrivelse

Håndværkertilbud: Hammerslag på gammelt mejeri

23. september 2025 kl. 06.02

ØLAND: Den faglige stolthed var ikke til at tage fejl af, da Nybolig i Aabybro fredag i forrige uge breakede på Instagram, at virksomheden har solgt det gamle mejeri på Øland.

Mejeriet har stået tomt i adskillige år og kan vel bedst betegnes som det, ejendomsmæglere kalder en ”projektejendom” eller mere folkeligt et rigtigt håndværkertilbud. Ejendommen fremstår udvendigt noget forfalden, men der har været varme indvendigt i alle årene, så grundlæggende er bygningen indflytningklar.

Det har givet Nybolig blod på tanden. Nu skal der sælges gamle mejerier.

- Vi påtager os gerne mange forskellige former for salgsopgaver, og gamle mejerier er blot én af dem. Har du en speciel bolig eller ejendom, du gerne vil ha' solgt? Så vælg rigtigt første gang og ring til os, jubler ejendomsmægler Christian Meyer fra Nybolig Aabybro.

Det gamle mejeri er bygget i 1898 og ombygget i 1906. Der er masser af plads - 476m2 fordelt på 282m2 bolig og 194m2 tidligere mejeri. Ifølge boligsiden.dk er salgsprisen for den store ejendom 300.000 kroner.

Flyttede ind i weekenden

Køberen er Marianne Berg fra Aarhus. Hun flyttede ind i det gamle mejeri allerede i weekenden.

Billede beskrivelse

- Stjernerne stod rigtigt for indflytning den 19. september, så det var bare med at komme i gang, men der går nok nogle uger, inden jeg er helt færdig, fortæller Marianne Berg, der blandt andet har arbejdet med healing og lignende aktiviteter i mange år.

Hvad det gamle mejeri konkret skal bruges til, vil tiden vise. Marianne Berg nævner blandt andet muligheden for et ”bevidsthedsmuseum” og en slags folkebevægelse, hvor ligesindede kan hjælpe hinanden.

Sælger ud

Sælger af det gamle mejeri er Tami Holding ApS, der købte ejendommen i 2017. Selskabet er ejet af Jan Vestergaard Olsen, der i 2015 sammen med hustruen Gitte købte ejendommen lige over for det gamle mejeri på Hammershøj, den tidligere Ølands-Kroen.

Her etablerede ægteparret den selvejende institution Ønskeland, der tilbyder gratis aflastningsophold for familier med et alvorligt sygt barn.

Også Ønskeland-bygningerne er sat til salg. Det sker gennem erhvervsmæglerkæden Nordicals i Aalborg, der har sat en prisseddel på 14 millioner kroner kontant på det tidligere hotel og badeland. For den pris får man et totalt renoveret bygningskompleks bestående af en hovedbygning med vandland, en værelsesfløj og et anneks på i alt 2.767 kvadratmeter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste