Håndsrækning til kulturcentret: - Det betyder meget mere, end man kan forestille sig
ARENTSMINDE: Bestyrelsen i Arentsminde Kulturcenter "Skolen" kan ikke få armene ned af jubel her i sommervarmen.
For kulturcentret har fået en bevilling fra Nordea-fonden på 229.100, der kommer til at lune i den kolde vinter.
- Pengene kommer på det helt rigtige tidspunkt, fortæller Henning Thorsen, der er formand for bestyrelsen i Arentsminde Kulturcenter.
- Bevillingen skal bruges til at isolere den gamle skole, så vi kommer billigere gennem vinteren.
- Det betyder meget mere, end man kan forestille sig, forklarer næstformand Mogens Haugaard Jensen.
- Vi har en meget anstrengt økonomi, der kun med nød og næppe balancerer. Det eneste sted, vi kan spare, er på el og varme - og det betyder, at vi med bevillingen til isolering kan se frem til en bedre økonomi i fremtiden, så der også bliver råd til nyanskaffelser.
Frivillige bidrager
Den almindelige vedligeholdelse af kulturcentret bliver foretaget af frivillige, men det bliver professionelle håndværkere, der skal stå for isoleringsarbejdet.
- Vi regner med, at arbejdet går i gang umiddelbart efter sommerferien, siger Henning Thorsen.
Kulturcentret er Arentsmindes forsamlingshus, og hver uge mødes omkring 300 borgere i huset til idræt, bevægelse, kultur, sociale aktiviteter og foreningsliv - fra fodbold, badminton, billard, petanque og bordtennis til folkedans, ungdomsklub, foredrag og yoga.
- Kulturcentret er stedet, hvor lokalbefolkningen mødes, og projektet styrker rammerne for det lokale fællesskab i Arentsminde, skriver Nordea-fonden i en pressemeddelelse.