Billede beskrivelse

Gitte glæder sig til mors dag

08. maj 2025 kl. 19.02

BIRKELSE: - På søndag er det mors dag, så der bliver travlt. Det er ganske enkelt årets største dag i blomsterbranchen.

Det fortæller blomsterpigen Gitte Madsen, der sidste år sprang ud som selvstændig med virksomheden Gittes Blomster, der holder til hos Min Købmand i Birkelse.

- Det bliver min første mors dag som selvstændig, så jeg er selvfølgelig lidt spændt. Men jeg er godt forberedt, så det skal nok gå.

- Jeg skal selvfølgelig arbejde det meste af dagen, for kunderne her i Birkelse må ikke gå forgæves. Så der vil også være blomster på hylderne til dem, der af den ene eller anden grund kommer i sidste øjeblik.

En særlig dag

- Mors dag er en helt særlig dag. Ikke alene fordi vi sælger mange blomster, men også fordi kunderne gerne vil have noget helt specielt denne dag. Så jeg kan slippe kreativiteten fri. Jeg får brug for alt, hvad jeg har lært – og laver både høje og lave buketter og også buketter i flere niveauer, forklarer Gitte Madsen.

Billede beskrivelse

- I modsætning til valentinsdag, hvor blomsterne helst skal være lyserøde, er der ingen regler for en buket til mors dag – bortset fra at buketten skal være unik og noget helt særligt, så man kan mærke kærligheden bag gaven.

- Mange vil også gerne give blomsterne til mor sammen med en æske chokolade eller et par flasker vin. Det kan vi selvfølgelig også finde ud af. Også det kan jeg levere, lyder det ubeskedent fra iværksætteren.
Gitte Madsen fortæller, at mors dag efterhånden er en gammel tradition.

- Som så meget andet stammer mors dag fra USA, hvor dagen blev holdt første gang i 1872. Her i landet er mors dag altid anden søndag i maj.

En blomstrende forretning

Det er også gået stærkt for Gitte Madsen, siden hun begyndte for sig selv sidste sommer.

Udover sin faste plads hos Min Købmand i Birkelse, leverer hun også blomster og buketter til Frk. Smil i Aabybro, Brugsen på Gjøl og Spar i Blokhus. Alle butikker har et udvalg og tager også gerne imod bestillinger.

- Man kan også bestille direkte hos mig på telefon 91 92 62 59 – og vi bringer naturligvis også gerne ud, lyder det fra Gitte Madsen, der selv importerer sine blomster direkte fra Holland.

- Jeg samarbejder med en hollandsk grossist, der køber blomsterne på auktion og sender dem med lastbil direkte til mig i Nordjylland uden mellemled.

- Så mine blomster har ikke været lang tid undervejs og har heller ikke stået på et lager i nogle dage, men er helt friske. Det er en fordel for mine kunder, for de helt friske blomster holder naturligvis længere og er også pænere, forklarer Gitte Madsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste