Fra Facebook til fællesskab: Fjerritslevs historie genopdages
FJERRITSLEV: Facebook-gruppen "Det Gamle Fjerritslev – STATIONSBYEN" er på kort tid blevet et populært samlingspunkt med omkring 2.500 medlemmer.
Her deles billeder og gode historier i stor stil, og denne stigende interesse for stationsbyens historie danner baggrund for, at Lokalhistorisk Arkiv og Fjerritslev Museumsforening inviterer til billedcafé i Bryggergaarden mandag den 3. februar kl. 19-21.
En af drivkræfterne bag initiativet er Knud Erik Andersen, der for nyligt er gået på pension efter mange år i byens tømmerhandel.
Han ønsker nu at bidrage til, at Fjerritslevs historie ikke kun lever videre på Facebook, men også bliver bevaret og systematiseret til glæde for både nutidige og kommende generationer.
- Alle med interesse for den lokale historie er velkomne, lyder det fra Knud Erik Andersen og museumsleder Else K. Andersen.
De håber, at billedcaféen kan blive starten på små arbejdsgrupper, som vil tage ansvaret for at organisere billeder og oplysninger. Grupperne kan fokusere på emner som byens erhvervsliv, foreningsaktiviteter, enkeltpersoner eller særlige begivenheder – alt efter deltagernes interesse.
- Der findes mange gode folk, som har masser af historier fra gamle dage. Vi håber derfor også, at nogle vil melde sig til at interviewe og nedskrive disse fortællinger, tilføjer de.
Målet med projektet er at samle materiale til en fortsættelse af Johan Lindstrøms bog "Blade af Fjerritslevs historie", hvor perioden 1920-1970 vil få særlig opmærksomhed. Derudover kan nogle af historierne også finde vej til Han Herred Bogen, bemærker Knud Erik Andersen.
Udover Else K. Andersen og Knud Erik Andersen vil Kaj Sekkelund fra Lokalhistorisk Arkiv også deltage i arrangementet.