Billede beskrivelse

Fra drøm til virkelighed: Ny frisørsalon i hjertet af Blokhus

19. juni 2025 kl. 06.01

BLOKHUS: Blokhus danner nu ramme om en ny begyndelse for frisør Susanne Burmølle, der i april 2025 realiserede en mangeårig drøm: at bo og arbejde i den populære badeby. Med åbningen af "Blokhus Frisøren" midt i byen byder hun både lokale og besøgende velkommen i en salon, hvor ro, kvalitet og nærvær er i fokus.

Susanne Burmølle, som tidligere har drevet salon i Vejgaard i 36 år, har taget skridtet fuldt ud og er flyttet til Blokhus. Hendes nye hjem – et nænsomt renoveret hus midt i byen – ligger i kort afstand til både strand, skov og byliv.

- Her er højt til loftet, fred og ro – og samtidig sker der en masse, fortæller hun med glæde. Allerede fra første dag blev hun taget varmt imod af naboerne med vin og chokolade, og følelsen af at være velkommen har kun vokset sig stærkere siden.

Dagene begynder på terrassen, hvor lyden af havet og den friske luft sætter tonen for en hverdag tæt på naturen. Susanne nyder gåture med sine børn og børnebørn i både skoven og ved stranden – og særligt naturlegepladsen er et hit hos de små.

Billede beskrivelse

Salonen i Blokhus er indrettet med fokus på æstetik og en hyggelig atmosfære. Her serveres kaffe, vin – eller en lokal favorit: "Blokhus-kaffe" med et strejf af Bailey. Tiden til kunderne er blevet en af de største fordele ved flytningen.

- Tempoet er lavere her end i byen. Jeg tager mig god tid til kunderne – og det nyder både de og jeg, fortæller hun.

Med frisørsalon og hjem nu på plads, ser Susanne frem til nye oplevelser i området. Hun har allerede meldt sig til oktoberfest i Hune og kigger på aktiviteter som yoga, fitness og kreative værksteder. Helårsbadning og løb er dog ikke på programmet – som hun selv siger med et smil: 

- Jeg holder gerne deres håndklæder.

At kalde Blokhus for et nyt kapitel ville være en underdrivelse – for Susanne føles det som den virkelige begyndelse. En drøm, der ikke bare blev opfyldt, men overgik alle forventninger.

- Jeg flytter aldrig herfra – kun hvis jeg skal på plejehjem, siger hun med et grin.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste