Første spadestik til ny tandklinik i Brovst
BROVST: Torsdag den 23. januar blev første spadestik taget til Jammerbugt Kommunes nye tandklinik, som skal opføres ved Sundhedshuset i Brovst.
Det fortæller Jammerbugt Kommune.
Den kommende klinik samler kommunens tandpleje, som i dag er fordelt på tre forskellige matrikler. Ifølge borgmester Mogens Christen Gade er der mange fordele ved sammenlægningen:
- Med den nye store klinik samler vi kræfterne inden for skole- og omsorgstandpleje, både på det almene og specialiserede område. Det sikrer en mere optimal udnyttelse af kvadratmeter, medarbejderkompetencer og behandlingsforløb. Desuden styrkes muligheden for faglig sparring, hvilket løfter kvaliteten af tandplejen i hele Jammerbugt Kommune.
Moderne standarder og medarbejderinddragelse
Medarbejderne i tandplejen har spillet en central rolle i udviklingen af projektet, hvilket har været afgørende for det endelige design. Formand for Børne- og Familieudvalget, Susanne Møller Nielsen, fremhævede betydningen af denne inddragelse:
- Medarbejderne har bidraget med deres faglige indsigt og haft stor indflydelse på både indretning og faciliteter. Derfor kan vi se frem til en klinik, der lever op til de nyeste faglige standarder og samtidig tilbyder en fantastisk arbejdsplads for dem, der hver dag arbejder for tandsundheden blandt børn, unge og ældre.
Ro og tryghed i fokus
Udformningen af den nye klinik har haft patienternes oplevelse for øje. Ifølge næstformand i Børne- og Familieudvalget, Ulla Flintholm, har man prioriteret en indretning, der fremmer ro og tryghed:
- Det er afgørende, at man føler sig i trygge hænder, når man besøger tandlægen. Derfor har vi fokuseret på at skabe et miljø, der signalerer ro, med åbne områder og store glaspartier, som skaber en behagelig atmosfære for både patienter og medarbejdere.
En samlet tandpleje
For overtandlæge Pia Wogelius markerer opførelsen af klinikken begyndelsen på et nyt kapitel for tandplejen i Jammerbugt Kommune:
- Vi ser frem til moderne rammer og avancerede diagnostiske hjælpemidler, som vil styrke arbejdsmiljøet. Samtidig glæder vi os til at samle tre forskellige kulturer og skabe ét fælles team. Det vil løfte det faglige miljø til fordel for vores brugere.
Den nye tandklinik bliver på 1029 kvadratmeter og vil blandt andet indeholde én specialklinik, fem bøjleklinikker og ti behandlerrum. Byggeriet forventes færdigt om cirka et år.