Billede beskrivelse

Fodbold-miraklet i Skovsgård

27. juli 2025 kl. 06.01

SKOVSGÅRD: Det var en pragtpræstation uden lige, da Skovsgård Boldklubs førstehold i foråret efter tre oprykninger i træk kvalificerede sig til at spille i Jyllandsserien, når efterårssæsonen går i gang.

Det er Jammerbugt-borgmester Mogens Gade og den tidligere professionelle fodboldspiller Andreas Overgaard enige om. De har også begge et godt bud på, hvorfor Skovsgård Boldklub har medvind over hele linjen.

- Der er ikke mange byer af Skovsgårds størrelse, der kan mønstre et Jyllandsserie-hold. Det skyldes ikke alene trænere eller spillere, men hele setuppet bag holdet, forklarer Andreas Overgaard.

- Opbakningen til klubben er massiv. Folk møder op til kampene, hepper og skaber medvind fra sidelinjen – og bag ved det hele er der en hær af frivillige, som får alting til at klappe, passer hjemmebanen, sørger for rene spillertrøjer og så videre. Sådan en opbakning giver fodboldspillerne gejst – og så går det hele pludselig op i en højere enhed, som vi har set det i Skovsgaard de seneste par år.

Succes avler succes

- Det er et godt eksempel, at succes avler succes. Resultaterne breder sig som ringe i vandet, for klubbens succes er også en succes for hele byen – og omvendt, siger Andreas Overgaard.
Borgmester Mogens Gade er enig.

- Skovsgård Boldklub har nu eksisteret i 123 år – vi, der kender klubben ved, at det gøres ikke uden, at der er nogle ildsjæle og nogle mennesker, der er parat til at bruge og ofre en del af deres fritid på, at egnens unge har denne mulighed.

Hverken borgmester Gade eller Andreas Overgaard er helt neutrale i deres bedømmelse af Skovsgård Boldklub, for de er også en del af klubbens historie.

Mogens Gade spillede i klubben allerede som barn i tresserne – mange gange iført gummistøvler, fordi banen dengang som regel stod under vand. Siden fulgte en periode som træner for førsteholdet, da Skovsgård Boldklub blomstrede i begyndelsen af 80’erne og både vandt det Jyske Mesterskab og spillede sig op i Serie 2.

Andreas Overgaard, der stammer fra Brovst, kom til Skovsgård Boldklub efter en karriere som professionel spiller i blandt andet AaB og Aarhus Fremad. I 2007 blev han træner for Skovsgård Boldklub – et job han overtog efter sin far.

Det bliver i familien

- Det lå lige til højrebenet, da jeg stoppede som professionel – og så blev det jo i familien. Og jeg kommer da fortsat i Skovsgård Boldklub, selv om jeg stoppede som træner i 2017. I dag spiller jeg af og til på grand oldboys-holdet, smiler den boldglade Overgaard, der i 1989 kronede fodboldkarrieren med at blive dansk mester i fodbold-jonglering – ovenikøbet i Idrætsparken i København. Andreas Overgaard præsterede 629 jongleringer på fem minutter.

Mogens Gade og Andreas Overgaard er også enige om en anden ting. De skal til bold på Skovsgård Stadion tirsdag den 5. august kl. 18, når Skovsgård BK møder Hobro IK i første omgang af Landspokalen. Det bliver første gang i historien, at et helprofessionelt fodboldhold spiller en afgørende kamp i Skovsgård.

- Større kan det simpelthen ikke blive i Skovsgård, mener de to.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste