Fest, musik og konkurrence: Kulturskolens MGP løber af stablen
AABYBRO: Lørdag den 8. februar 2025 kl. 16.00 bliver Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt fyldt med musik, farverige udklædninger og spænding, når Jammerbugt Kulturskole afholder deres årlige MGP.
En aften med talent og konkurrence
- Kulturskolens MGP er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor vi afholder en både sjov og spændende konkurrence," fortæller musikskolelærer Brian Boutrup.
- Vi har omkring ti indslag – alle skabt af vores egne elever, måske med lidt hjælp fra deres lærere. Deltagerne går op i det med liv og sjæl, og der kæmpes om både ære, vandrepokal, medaljer – og måske vigtigst af alt – slikposen efter veludført dåd.
Når showet begynder kl. 16.00, sidder fire dommere klar til at vurdere de musikalske præstationer, men publikum får også en stemme i afgørelsen.
Via mobiltelefonen kan der stemmes på en personlig favorit, hvilket sikrer ekstra spænding til konkurrencen. Aftenens værter er elever fra Kulturskolen, og som traditionen foreskriver, optræder vinderne med deres sang endnu en gang, ligesom i det officielle MGP.
I år er præmien ekstra attraktiv – vinderholdet får nemlig mulighed for at indspille deres sang i et professionelt studie.
Dans, fællesskab og høj kvalitet
Aftenen byder ikke kun på musikalske indslag, men også på optrædener fra Kulturskolens mange danseelever, der vil bidrage til den festlige stemning.
- Vi glæder os helt vildt, lyder det fra Kulturskolen.
- Og vi ved, at både elever og publikum gør det samme. Rundt omkring i kommunen øves der intenst, så alle er klar til den 8. februar. Nogle elever får endda designet specialtøj til aftenen. Der bliver virkelig lagt kræfter i det, og niveauet for sangene er imponerende højt.
En oplevelse for alle
Dommerne får en vanskelig opgave med at udvælge en vinder, men vigtigst af alt er, at alle får en sjov og uforglemmelig oplevelse.
Som tidligere år har vist, kan det endda være en fordel at blive nummer to – en tidligere andenplads endte senere med at deltage i det officielle MGP i København, hvor de også opnåede en flot andenplads.
Arrangementet er gratis, og salen plejer at være fyldt med familie og venner til de deltagende. Men alle er velkomne – også dem, der blot vil opleve festlighederne og den gode stemning.