Billede beskrivelse

Farvernes ukronede dronning gæster Hune med en unik udstilling.

25. januar 2025 kl. 11.01
Opdateret 27. januar 2025 kl. 07.51

HUNE: Der bliver rig mulighed for fortolkning og fordybelse i farvernes poetiske verden, når den anerkendte farve- og tekstilkunstner Margrethe Odgaard den 1. februar åbner sin særudstilling ”Pansies” på Museum for Papirkunst i Hune.

Pansies er det engelske udtryk for stedmoderblomst – en lille, ydmyg og sejlivet blomst, der kan bryde gennem selv de mest ufremkommelige overflader. Igennem århundreder har blomsten været et symbolet på frie tanker, og navnet stammer da også fra det franske ord for tanke: pensée.

- I mange kulturer har stedmoderblomsten symboliseret tanker – Shakespeare bruger blandt andet blomsten som udtryk for tanker i sit stykke "Hamlet" fra 1599, fortæller Margrethe Odgaard.

En prisvindende kunstner med farver som sit sprog

Margrethe Odgaard er uddannet designer fra Danmarks Designskole i 2005.

Hun har udstillet bredt og vundet flere priser for sit arbejde.

Som kunstner og designer har hun samarbejdet med prominente brands som Kvadrat, Muuto og Montana, hvor hendes ekspertise inden for farver har været central.

Hun er desuden forfatter til bogen Shades of Light, der præsenterer 276 farver, udviklet specielt til vores nordiske lys.

Sædvanligvis arbejder hun med tekstiler, med Pansies er det første gang, hun kaster sig over papir i sin kunst.

- Papir er et enormt fascinerende materiale. Da Museum for Papirkunst spurgte, om jeg ville skabe en udstilling, greb jeg straks muligheden, siger hun.

Ordløse breve i stedmoderblomstens farver

Udstillingen er en hyldest til brevets kulturhistorie, og centralt i udstillingen er ti foldede og farvelagte breve uden ord, som Margrethe Odgaard har sendt til museet. Hvert brev repræsenterer en visuel fortælling, der bruger farver til at kommunikere uden ord.

- Mit kunstneriske ærinde er at undersøge farvernes virkning på sanserne og deres evne til at kommunikere uden ord. I gamle dage udtrykte man sig ofte med pressede blomsterkroner, når ordene ikke rakte. Stedmoderblomsten var desuden et hemmeligt symbol i homoseksuelle miljøer op gennem det 20. århundrede, fortæller Margrethe Odgaard.

Brevet som medium spiller en central rolle i udstillingen, og Margrethe Odgaard ser det som en modpol til de flygtige digitale beskeder.

- Der er noget smukt ved et håndskrevet brev. Det rummer nærvær og intimitet i en digital verden. En digital hilsen kan blive læst i en kø i supermarkedet, mens et brev er noget, man vier sit fulde fokus. Den del savner jeg i dag, siger hun.

Sæt sanserne fri og brug intuitionen

Det er første gang, at Margrethe Odgaard, der bor i Nordsjælland, udstiller i Hune, men Nordjylland er ikke ukendt for hende. I to sommersæsoner arbejdede hun på Bulbjerg Camping, og hun er opvokset på Thyholm, hvor hun fra barnsben har været draget af farvernes udtrykskraft. Hun tegnede meget, men det var selve farvelægningen, der fascinerede hende, og skæbnen ville, at det blev hendes levevej.

Ferniseringen finder sted den 1. februar, og udstillingen kan opleves frem til den 26. januar 2026. Margrethe Odgaard håber, at udstillingen vil give de besøgende mulighed for at stoppe op og være stille et øjeblik.

- Mit håb er, at de besøgende vil tage sig tid til at være og blot sanse i stedet for at være et tænkende menneske, som vi har tendens til at være i dag, siger hun.

Udover Margrethe Odgaards værker byder udstillingen blandt andet på muligheden for at lave håndlavede farvebreve i museets papirværksted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste