Billede beskrivelse

Familien Holst fandt et kæmpe juletræ til sommerhuset

23. december 2025 kl. 11.04

HJORTDAL: - Der er intet, der tyder på, at plastikjuletræer bliver noget stort hit her på egnen. Sådan siger Lene og Jens Jacobsen (Javsen) Jensen, der de seneste to weekender har inviteret til fæld-selv juletræer på deres ejendom på Nørtorupvej ved Hjortdal.

Her har Javsen i mange år dyrket juletræer – mest til eksport – men også til lidt lokal julehygge i weekenderne op til juleaften.

- Det har været et rigtig godt juletræsår – især for eksporten. Priserne er gode, for mange er stoppet med at dyrke juletræer, så vi er godt tilfredse – og vi har i hvert fald ingen planer om at stoppe, siger Javsen.

- Vi har godt set, at medierne skriver om plastikjuletræer, men jeg tror nu ikke på, det nogensinde bliver et hit her på egnen, supplerer hustruen Lene.

Sommerhus med højt til loftet

Blandt gæsterne hos Lene og Javsen søndag var familien Holst fra Sønderholm ved Nibe. De skal tilbringe julen i sommerhuset i Kollerup. Her er der højt til loftet, så juletræet skulle være mindst to meter og 30 centimeter, fortæller de.

Billede beskrivelse

- Det blev til lidt af en udfordring. Så store juletræer har de ikke i butikkerne, men vi blev anbefalet af køre ud til Lene og Javsen – og de kunne bare levere varen. Så nu er vi ved at være klar til jul i sommerhuset, fortæller Steffen Holst.

Familien måtte dog ud at lede efter juletræet. For alle de små familiejuletræer står nærmest stuehuset på den 11 hektar store ejendom. Men i et fjernt hjørne var der nogle ældre træer – og her fandt de træet sammen med Javsen og motorsaven.

Bagefter blev det til lidt hygge om bålet, varm kakao og en pandekage hos plantageværterne, for Lene og Javsen er nogle meget gæstfrie mennesker, der gerne hygger om alle besøgende.

Det gælder også om sommeren, for ægteparret er havefolk – og besøgende er altid velkomne til at se den én hektar store have med blandt andet en stor samling af hostaer. Udover juletræer har Lene og Javsen også en stor produktion af stiklinger til haven.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste