Else og Jørgen får stor donation
FJERRITSLEV: Fjerritslev Museumsforening, en støtteforening for Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum, har modtaget 11.000 kr. til afholdelse af fire teaterforestillinger med titlen En lille nisse rejste.
Forestillingerne præsenteres af Teater Natterdag, et lokalt teater i Jammerbugt Kommune. En af skuespillerne er den lokale Sanne Sol Kristensen fra Klim.
Forestillingerne handler om den berejste nisse Gorm, der på Bryggergården møder den nordjyske bryggernisse Gerda (Sanne Sol Kristensen). Historien blev skabt i efteråret 2022 i samarbejde med Teater Natterdag og blev første gang opført i julen 2022.
Formanden for Fjerritslev Museumsforening, Else K. Andersen, udtaler, at foreningen er meget glad for donationen.
- Så kan vi igen i år skabe julestemning på Bryggergården, til glæde for både børn og voksne.