Derfor bliver fjernvarmen dyrere i Brovst
BROVST: Kritikken har haglet ned over bestyrelsen i Brovst Fjernvarme, efter at det forbrugerejede varmeværk før jul varslede en voldsom stigning i varmepriserne i 2025.
Priserne steg med 10 procent ved årsskiftet og med yderligere 35 procent den 1. april. For et almindeligt gennemsnitshus på 130 kvadratmeter med et gennemsnitligt forbrug betyder det en stigning på over 5.000 kroner årligt.
- Det er mange penge, erkender Jens L. Rasmussen, der blev ny formand for varmeværket ved generalforsamlingen i maj 2024.
- Brovst Fjernvarme har gennem seneste år akkumuleret et underskud på godt fire millioner kroner. Hvis ikke vi gør noget ved den situation nu, vil det blot blive værre, siger Rasmussen.
Inter er som før
- Set i bakspejlet burde der have været reageret tidligere og reguleret i priserne for varmeforsyningen. Årsagen er, at priserne tidligere har været forholdsvist stabile, så et underskud blev indhentet året efter, men efter energikrisen i 2023 er intet som før.
- Ved at reagere nu står vi godt rustet til fremtiden med det nye varmeværk, som blev taget i brug i april 2023 – og som bliver drevet af moderne varmepumper og et flisfyr. I fremtiden – helt nøjagtig i 2030 – bliver det forbudt at bruge gas til varmeformål, og den situation er vi klar til.
Netop det nye varmeværk næsten 90 millioner kroner er en af årsagerne til det store driftsunderskud. Det var oprindeligt planen, at det skulle være taget i brug i 2022, men blev forsinket af leverandøren.
- Det betød, at vi var nødt til at fyre med gas i den dyre vinter 2023, hvor netop gaspriserne var på himmelflugt efter den russiske invasion i Ukraine, forklarer Jens L. Rasmussen.
Voldgiftsag på vej
- Derfor har vi også rejst en voldgiftssag mod leverandøren med krav om erstatning for forsinkelsen. Sagen bliver afgjort i løbet af 2025, men af forsigtigheds-årsager har vi ikke indregnet en eventuel erstatning i budgetterne. Men vi håber da på det, for vi har en god sag.
Der er blevet rejst kritik af Brovst Fjernvarme, fordi mange af forbrugerne først hørte om prisstigningerne på de sociale medier. Den kritik afviser Jens L. Rasmussen.
- Den 16. december 2024 blev varsling om prisstigningerne lagt op på Brovst Fjernvarmes hjemmeside. Samtidig blev der sendt brev til samtlige forbrugere via e-boks – på samme måde som vi gør med årsopgørelserne. Brevet i e-boks skulle være ude ved alle senest den 24. december, så vi har gjort alt, hvad der er muligt for at informere.
- Men det er da en kedelig situation, som vi gerne havde været foruden. Vi har været for optimistiske, og nogen kan med rette sige naive. Ønsket og troen på, at prisudviklingen havde udviklet sig i en gunstig retning, har hidtil vægtet mere end konsekvensen, der nu er iværksat gennem den store prisstigning. Det skal vi alle med ansvar for Brovst Fjernvarme beklage.
Bestyrelsen i Brovst Fjernvarme består foruden Jens L. Rasmussen af Hans Hulthin Rasmussen, Jørgen Rotbøll, Niels Erik Hansen og Jeppe Møller Nielsen. Varmeværket har i alt fire medarbejdere med driftsleder Niels Christian Hauerslev i spidsen.