Billede beskrivelse

Champagnen flød, da mesteren var fundet

26. juni 2025 kl. 07.43

BROVST: Der var masser af dramatik i DM-finalen onsdag aften på Brovst Speedway Center.
Det danske mesterskab i den hurtige sport gik til Michael Jepsen Jensen fra Slangerup, sådan som også den 22-dobbelte verdensmester fra Brovst, Hans Nielsen, spåede over for Ligeher.nu forleden.

Der måtte to omstarter til i finaleheatet, hvor den rutinerede syvdobbelte danmarksmester Niels Kristian Iversen måtte udgå, efter at være ramt af en sten i hovedet i første omstart. Han var rystet, visiret på hjelmen knust, men kunne gå fra banen.

Billede beskrivelse

Der var derfor kun tre kørere i det endelige finalefelt, hvor det hele endte med, at Michael Jepsen Jensen trak det længste strå foran på andenpladsen Anders Thomsen og på tredjepladsen Jonas Knudsen.

Billede beskrivelse

Rekord-aften

DM-finalen blev overværet af anslået 6.000 tilskuere, der havde en festlig aften i fint sommervejr.

- Brovst Speedway Center har ikke et tælleværk ved indgangen – og det endelige tilskuertal kendes først, når kassen er gjort op, forklarer Hans Nielsen.

- Men det er helt sikkert rekord på Brovst Speedway Center, slår veteranen fast.

Billede beskrivelse

Det var ikke bare den meget speedway-interesserede lokalbefolkning i Brovst og omegn, der var mødt op til finalen. Blandt andre havde Sofia Cordora og Kim Sigsgaard en god aften på volden ved det første sving. Kim har i mange år været speedway-fan, mens det var første gang, at Sofia var til speedway.

- Det er godt nok en vild sport, lød det fra Sofia.

- Men det er også vildt spændende – også selv om vi sommetider her i svinget får lidt grus i hovedet, grinte hun og mente, at det ikke var sidste gang, at hun skulle til speedway.

Mediebevågenhed

DM-finalen i Brovst foregik under stor mediebevågenhed og blev også transmitteret direkte på DR2. Før løbet blev endelig afgjort, var det især Brovst egen speedway-stjerne, der igen og igen måtte stille op foran kameraerne og dele sin viden med TV-seerne.

Billede beskrivelse

Hans Nielsen var en glad mand, da det hele var forbi.

- Alting klappede – og når vi her i Brovst kan lave et så godt arrangement, er jeg også sikker på, at vi også kan køre os op i Superligaen i den kommende sæson, lød det fra mesteren, der er bestyrelsesmedlem i Nordjysk Elite Speedway, der er den professionelle afdeling af Brovst Speedway Club.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste