Blokhus sætter sig på landkortet
BLOKHUS: De små veje og stier i Blokhus og Grønhøj har fået en plads på Google Maps Street View takket være en lokal indsats. En donation på 15.000 kroner fra Sol og Strand Blokhus har gjort det muligt at gennemfotografere området og tilføje billederne til Google Maps.
Pengene blev brugt til at hyre Jens Peter Hansen fra TrailView, som med sin cykel og et kamera monteret på hjelmen har dokumenteret de små stier og veje, hvor Googles biler ikke kan nå frem.
I løbet af tre dage sidste sommer tilbagelagde han 353 kilometer på cykel gennem plantager, marker og stisystemer i Blokhus og Grønhøj. Resultatet blev 225 kilometer nye, gennem fotograferede ruter fordelt på 345 strækninger, som nu er tilgængelige på Google Maps.
Ifølge Jens Peter Hansen starter hans arbejde, hvor Googles biler må give op.
- Der, hvor vejene stopper, og naturen tager over, begynder alt det sjove, fortæller han.
Arbejdet er afhængigt af støtte fra lokale aktører, og han er taknemmelig for bidraget fra Sol og Strand.
Bureauchef Julia Spiess Wolsgaard-Iversen fra Sol og Strand Blokhus understreger værdien af projektet:
- Det giver både lokale og gæster mulighed for at gå på opdagelse i området via Google Maps. Jens Peter Hansens billeder fremhæver, hvor fantastisk et område vi befinder os i.
Hun tilføjer, at Sol og Strand gennem lokale donationer arbejder for at gøre området endnu mere attraktivt for både gæster og fastboende. Med 50.000 kroner til rådighed årligt støtter Sol og Strand lokale projekter, der skaber værdi for området.
Den Lokale Håndsrækning
Donationen til TrailView er en del af "Den Lokale Håndsrækning", en ordning oprettet af Sol og Strand i 2019. Ordningen uddeler op til 1 million kroner årligt til projekter i de 27 sommerhusområder, hvor virksomheden har lokale bureauer.
Formålet er at støtte foreninger og ildsjæle, der bidrager til at gøre feriedestinationerne mere attraktive.
Sol og Strand er en 100% danskejet virksomhed, grundlagt af ægteparret Margit og Kjeld Andersen i 1979. I 2019 blev virksomheden overdraget til en fond, som sikrer, at den forbliver på danske hænder.
Med denne indsats fortsætter Sol og Strand med at sætte Blokhus og omegn på landkortet – både digitalt og som en endnu mere eftertragtet destination.