Billede beskrivelse

Bellami og Lune Carlsen åbner sommerens koncertsæson i Blokhus

30. juni 2025 kl. 11.32

BLOKHUS: Blokhus lægger scene til en storslået musikalsk aften, når Bellami med Lune Carlsen i front skyder årets koncertrække i gang på torsdag. Lune Carlsen er kendt over hele landet for sin stemme og sceneoptræden, som ligger bemærkelsesværdigt tæt op ad Kim Larsens. 

Med respekt for originalen leveres en koncert fyldt med klassikere som Papirsklip, Midt om natten og Om lidt – til stor glæde for det syngende publikum.

Aftenen bliver en rejse gennem Gasolins og Kim Larsens solokarriere, båret af spilleglæde og kærlighed til de ikoniske sange. Selvom Lune Carlsen er et velkendt navn i Blokhus, markerer dette første gang, han optræder sammen med det legendariske band Bellami – kendt for deres turnéer med Kim Larsen i 1980’erne og starten af 1990’erne.

Fuld fart fra start med FesterKester

Opvarmningen leveres af FesterKester, som med et festligt mix af coverhits og smittende energi hurtigt får publikum med. Bandet har tidligere skabt liv og glade dage ved sommerkoncerterne i Blokhus og er klar til at gøre det igen.

Programoversigt for sommeren 2025

3. juli: Bellami & Lune Carlsen // Opvarmning: FesterKester

10. juli: Die Herren // Opvarmning: Johnny The Blues

17. juli: KATO // Opvarmning: MD Duo

24. juli: Halberg & Friends // Opvarmning: Romhandleren

31. juli: Sømændene // Opvarmning: Romhandleren

Støttemuligheder

Koncerten er del af en serie på fem sommerkoncerter, som finder sted hver torsdag i uge 27 til 31. Opvarmningsbandet går på scenen kl. 19.00, mens hovednavnet indtager rampelyset kl. 20.30.

Der er fri entré, men publikum opfordres til at støtte arrangementet ved at købe et støttemærke til 50 kr. Hele beløbet går ubeskåret til at sikre afholdelsen af koncerterne. Sidste år var publikum meget gavmilde, og arrangørerne håber på samme varme opbakning i år.

Støtte kan også ydes ved at handle i en af Erhvervsforeningens tre barer, hvor frivillige står klar. Hver gang der købes en kold fadøl eller et støttemærke, gives et vigtigt bidrag til musikkens fortsatte liv i Blokhus.

En fast tradition i sommerlandet

Sommerkoncerterne på Blokhus Torv kan i år fejre 15-års jubilæum. Det hele begyndte med TV2 Nord og videreføres i dag med stor succes af Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Publikumstilstrømningen har aldrig været større – en tydelig markering af koncerternes populære status.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste