Amerikanske drømme på fire hjul indtager Blokhus Torv
BLOKHUS: Lørdag den 26. april forvandles Blokhus Torv til en ægte amerikansk scene, når US GAS GUZZLERS AALBORG triller ind med deres imponerende samling af klassiske amerikanerbiler.
Klubben, der blev grundlagt i Aalborg i 2024, tæller allerede omkring 60 bilentusiaster. Med base hos Nordjysk Vintage Motorklub mødes medlemmerne ugentligt for at dele interessen for alt fra vintage-modeller til moderne muskelbiler og store amerikanske trucks.
Besøget i Blokhus markerer afslutningen på årets Spring Cruise – en køretur langs Vestkysten, som kulminerer på torvet omkring kl. 16. Her kan besøgende opleve de blankpolerede biler på tæt hold, mens både medlemmer og tilskuere nyder en kop kaffe eller en is i solen.
Arrangementet er uformelt og åbent for alle, der har lyst til at mærke suset af amerikansk bilkultur midt i det nordjyske.