Amanda byder på æbleskiver og en lille ny nisse
GJØL: Julen er børnenes fest. Det var tydeligt, da Natur- og Kulturcafeen på Gjøl Havn søndag afviklede Limfjordsbyens traditionelle julemarked.
Idrætshallen var fyldt til bristepunktet med besøgende til de mange boder, hvor man kunne købe alt fra fransk vin til lokalt produceret honning - og selvfølgelig også juledekorationer.
Der var også mulighed for, at børnene kunne lave deres egne dekorationer med ler, lys og gran. Det gav beskæftigelse i timevis – blandt andet for fem-årige Marie Heggdal fra Aalborg, der var taget til julemarked med bedsteforældrene, der bor på Gjøl.
Marie havde slet ikke tid til at snakke med journalisten. For nu skulle der altså laves juledekoration til hele familien.
Nissen har meldt sin ankomst
Til gengæld ville Amanda Meldgaard Nielsen fra æbleskiveboden i cafeteriet gerne snakke. Hun har i årevis passet æbleskiverne til julemarkedet på Gjøl - og hun gør sit til, at julen bliver børnenes fest også i fremtiden.
- En lille nisse har meldt sin ankomst, forklarede hun, der var iklædt en lidt særpræget grøn nissekreation af hidtil uset design.
- Så det er altså det - og ikke for meget risengrød, der er årsag til, at jeg har fået nyt julekostume, fortalte Amanda Meldgaard med et grin, mens hun langede æbleskiver over disken.
Julemarkedet på Gjøl er en fast tradition, som er blevet arrangeret i mange år af foreningen bag Natur- og Kulturcafeen på Gjøl Havn.
- Vi fylder hallen med juletræer og pavilloner, hvor vi skaber et julet gademiljø med forskellige butikker. Her byder vi på god gammeldags markedsstemning, og der bliver solgt kunsthåndværk, fantastiske håndarbejder, vin, øl, juledekorationer, keramik, brugskunst i træ og meget mere, siger bestyrelsesmedlem Eva Meldgaard Nielsen fra foreningen bag Natur- og Kulturcafeen.
- Det er et stort arrangement og en væsentlig indtægtskilde for Natur- og Kulturcafeen, der gør det muligt at gennemføre vores mange aktiviteter. Så vi er glade for, at der altid er solid opbakning og alle er af hus - både voksne og børn, lyder det fra Eva Meldgaard Nielsen.