Billede beskrivelse

37 lejeboliger er klar i Hune til næste sommer

23. januar 2025 kl. 20.00

HUNE: I forsommeren 2026 er 37 lejeboliger samt seks ejerlejligheder klar til indflytning midt i Hune.

I går blev de to første spadestik taget til byggeriet i, hvad borgmester Mogens Christen Gade betegner som et meget populært område at bo i.

Det er Nørresundby Boligselskab, der er bygherre for de 37 lejeboliger, mens det er XL Fonden, der står bag de seks ejerlejligheder.

Billede beskrivelse

De nye boliger skyder op på den grund, hvor tidligere XL-Byg lå. Virksomheden er nu flyttet til området bag Rema og Spar.

- Det er ikke så længe siden, jeg og borgmesteren og andre tog en snak om XL-grunden midt i Hune. Lige pludselig er vi kommet fra plan til virkelighed, fortalte Nørresundby Boligselskabs direktør Lars Emborg på den noget smattede byggeplads onsdag eftermiddag.

Billede beskrivelse

Der skal bygges tre punkthuse, hver i fire etager. Mellem bygningerne bliver der et byrum.

Direktør Lars Emborg havde sørget for en forsølvet spade til de første spadestik. Borgmester Mogens Christen Gade skulle tage det første og gjorde opmærksom på, at han skam også godt kunne betjene en rendegraver, hvis der ikke havde været en spade. 

Billede beskrivelse

Og borgmesteren var i træning. Han kom direkte fra Brovst, hvor han havde taget første spadestik til kommunens nye tandklinik.

- Hune er blevet et meget populært område at bo i. Det så vi, da vi ville holde et borgermøde for bl.a. at lodde stemningen for nye boliger i Hune. Interessen var så stor, at vi måtte holde to borgermøder. Vi har altså en brugerundersøgelse, der viser stor interesse for at bo i byen, sagde borgmesteren, som er glad for, at de nye boliger bliver et mix af leje- og ejerboliger.

Billede beskrivelse

Direktør Lars Emborg havde valgt, at der også skulle tages et spadestik nummer to, og det blev taget af Preben Jonstrup, som har trådt sine barnesko i området. 

Hans far, Erik Jonstrup, startede Hune Savværk på grunden, hvor de nye boliger skyder op. Senere overtog Preben Jonstrup virksomheden sammen med sin søster og hendes mand. De solgte i 1994, og Preben Jonstrup blev derefter afdelingsdirektør i byggemarkedet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste