Billede beskrivelse

800 børn og unge fik sikret julegave

11. december 2025 kl. 19.03

MOSEBY: 800 børn og unge fra økonomisk trængte familier i Jammerbugt er nu sikret en julegave. Foreningen "Giv en julegave" uddelte gaverne til børnenes forældre på Moseby Skole.

- Det var en fantastisk dag. Vi kom af med omkring 800 gaver, det samme som sidste år. Og det var meget glade forældre, vi kunne give julegaverne til. Det er en lettelse for de trængte familier, at de nu ikke behøver spekulere på, hvordan de skaffer julegaver til børnene, fortæller Henny Gumus fra foreningen.

Ud over julegaver til børnene kunne forældrene tage hjem med en pose med godter til julehygge sponseret af Rema. Der var kartofler fra Vildmosen, og der var også brød fra Schulstad.

- Selv om vi nu har haft den officielle udleverings-dag, så vil der her op mod jul blive udleveret lidt ekstra gaver til familier, som af den ene eller anden grund ikke kunne møde op på udleverings-dagen, fortæller Henny Gumus, som nu selv skal i gang med julegave-køb.

- Efter at have arbejdet på højtryk med julegaver i lang tid, har jeg ikke den helt store lyst til nu selv at skulle købe julegaver. De hænger mig efterhånden ud af halsen, men jeg må se at få det overstået , siger hun med et smil.

Med de mange gaver uddelt kan de frivillige fra "Giv en julegave" holde en lille fortjent juleferie.

- Men allerede i januar, skal vi på udsalg og købe gaver til næste år. Og flere af de frivillige går også i gang med at reparere det brugte legetøj, der skal bruges næste år, fortæller Henny Gumus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste