500 til fest i DGI-Huset for at bakke op om Knæk Cancer
Aabybro står endnu engang sammen om en masse spændende aktiviteter og tiltag, hvor byen støtter op om landsindsamlingen til Kræftens Bekæmpelse.
Det hele kulminerer, traditionen tro, i et stort indsamlingsshow i DGI Huset lørdag 29. oktober. Her har man i år fået doneret ekstra mange flotte præmier og auktionsgaver - og som noget nyt er det ikke kun til indsamlingsshowet, man kan få fingrene i nogle af de attraktive donationer. Det oplyser medarrangør, June Haugaard, i en pressemeddelelse.
Corona har spændt ben for flere af initiativerne de sidste par år, men på trods af det blev Knæk Cancer Aabybro landets største frivillige indsamling med hele 565.000 kr. i 2021.
- Nu står vi i en anden svær tid, men det tyder på, at byen fortsat bakker op, og arrangørerne bag indsamlingsshowet kan således meddele, at der igen i år samles knap 500 feststemte mennesker i DGI-Huset Aabybro den 29. oktober. Samtidig har virksomheder i og udenfor Aabybro doneret rigtig mange flotte gaver, der skal bruges til auktioner og tombola på aftenen, oplyser June Haugaard.
Som noget nyt bliver der lavet en konkurrence, som alle kan deltage i. Man betaler 100 kroner via MobilePay for at deltage i konkurrencen om én af de flotte præmier.
Præmierne er alt fra en pigetur i Action House i Løkken for 5 personer til en dags malerarbejde inklusiv en spand maling. De største donationer kommer på auktion på aftenen. Her kan man bl.a. byde på en lækker forkælelsesweekend på Læsø og en aften med en af Danmarks bedste DJ’s mv.
Arrangørerne bag indsamlingsshowet glæder sig og er meget spændte på, hvordan det kommer til at gå med auktionerne og aftenens samlede resultat. De tør i hvert fald godt garantere, at underholdningen er i top.
Ugen byder blandt andet på Banko, modeshow på Hotel Søparken, tapas, Knæk Cancer løb ved ROFLRun og ugens aktiviteter kulminerer med den store fest lørdag i DGI Huset Aabybro.