Hune: Få lejligheden til et lettere liv ved Vesterhavet
For mange kommer der et tidspunkt i livet, hvor boligen ikke længere skal kunne det hele, men det rigtige. Når ungerne er fløjet fra reden, og tempoet i hverdagen ændrer sig, vokser lysten til noget nemmere: mindre vedligehold og mere tid til sig selv, naturen og dem, man holder af.
For nogle handler det om de små ting, som at nyde morgenkaffen på altanen i ro og mag. For andre er det friheden til en gåtur uden at skulle tænke på ukrudt og græsslåning. For de fleste handler det om at få en lettere dagligdag.
I hjertet af Hune, tæt på både Blokhus Klitplantage og Vesterhavet, opføres i øjeblikket nye moderne lejeboliger. Et hjem til dem, der gerne vil have skov og hav som nabo, men uden hus, hæk og have som faste pligter.
Meget mere end byen inden Blokhus
De fleste kender Hune som byen, man passerer lige inden man rammer Blokhus. Men de senere års byudvikling med blandt andet nybyggeri, attraktioner som FunArt og et aktivt helårsliv har forandret byen. I dag er Hune ikke bare et stop på vejen mod is og stranden, men et sted, hvor flere vælger at slå sig ned.
Og det forstår man godt. For udover natur i baghaven har byen også alt det nødvendige, man har brug for i hverdagen, som dagligvare- og specialbutikker, restauranter, oplevelser og offentlig transport. Alt sammen inden for gåafstand.
Kombinationen af natur, ro og en velfungerende hverdag er med til at forklare, hvorfor flere i dag ser Hune som et reelt alternativ til både parcel- og sommerhuset.
Indflytning til sommer
Netop derfor opføres der nu centralt i byen, tæt på både Skulpturparken og Gateway Blokhus, tre punkthuse i fire etager med i alt 37 nye lejeboliger. Byggeriet skrider planmæssigt frem, og de første boliger står indflytningsklar 1. juni 2026. De resterende forventes færdige i begyndelsen af 2027.
Interessen rækker langt ud over både lokalbeboere og nuværende sommerhusejere. Ifølge Lars Emborg, direktør i Nørresundby Boligselskab, kommer der henvendelser fra hele Nordjylland, særligt fra seniorer, der ønsker det bedste fra flere verdener.
“Det her er lejligheder, hvor beliggenhed, kvalitet og hverdagskomfort går hånd i hånd. Man får et moderne hjem midt i byen og samtidig adgang til noget af den bedste natur i Danmark. Det er der mange, der finder attraktivt.”
Grunden har tidligere været brugt til erhverv, men bliver nu en mere åben og grøn del af byen, med torv, stiforbindelser og opholdspladser, der binder kvarteret sammen med skoven og resten af Hune.
Et komfortabelt hjem
Boligprojektet er en del af den byforskønnelse, der i disse år præger Hune. Ifølge Lars Emborg handler det ikke kun om at bygge moderne boliger i gode materialer, men om at gøre det på en måde, der falder naturligt ind i byen og omgivelserne.
Lejlighederne opføres som 2- og 3-værelses boliger på 77 til 99 kvadratmeter med dørtelefon, elevator og niveaufri adgang. Alle har egen altan og et skur til opbevaring. Der er gulvvarme i alle rum og ventilation med varmegenvinding. Køkkenet udstyres med køle-fryseskab og opvaskemaskine og på badeværelset gøres der klar til vaskemaskine og tørretumbler. Det er desuden tilladt at holde et stk. kæledyr.
Udenfor anlægges grønne arealer og stier, som forbinder boligerne med både skoven og byen. Der etableres også et mindre torv og 70 offentlige parkeringspladser.
Ifølge Lars Emborg er det netop fællesskab og tilgængelighed, der har været omdrejningspunktet for udformningen.
”Der bliver etableret et gårdmiljø med hyggekroge, tilpasset områdets naturlige vegetation, som marehalm, fyr og græs. Intentionen er ikke blot at opføre boliger, men at skabe rammer for en hverdag, hvor man nemt kan mødes. Et sted, hvor man hilser på hinanden, deler en bænk i solen eller falder i snak på vej til skoven.”
Er tiden inde til lettere liv?
For mange opstår tanken om at flytte først, når hverdagen begynder at kræve mere, end den giver. Men flere vælger i dag at tage springet tidligere, mens de stadig har overskuddet og nysgerrigheden til at nyde et nyt kapitel.
I den modne del af livet ændrer prioriteterne sig. Hvor det tidligere handlede om plads og praktiske hensyn, handler det nu om noget andet: tid, frihed og livskvalitet. Om at bo et sted, hvor hverdagen er enkel, hvor man kan være aktiv, og samtidig finde ro.
Mange ser i dag lejeboligen som en måde at få mere frihed og færre bekymringer. Huslejen er kendt, vedligeholdelsen er taget hånd om, og der er ingen uforudsete udgifter.
Hvis du vil vide mere om de nye lejeboliger i Hune og mulighederne for at blive en del af livet på Nordjyllands guldkyst, kan du finde yderligere information og skrive dig op på nrsbbolig.dk. Har du spørgsmål, kan du kontakte boligselskabet på info@nrsbbolig.dk eller telefon 96 32 40 70.