Skal du have penge tilbage? Nu er datoen for årsopgørelsen klar
Vi plejer at lægge skattemyndighedernes IT-systemer ned, når det sker.
Millioner af danskere vil meget gerne vide, om de skal have penge tilbage i skat - eller om de skal have penge op af lommen.
Skattestyrelsen har netop offentliggjort, at årsopgørelsen for 2025 er klar 23. marts.
- Årsopgørelsen er årets største digitale begivenhed. Lige nu arbejder medarbejdere på tværs af Skatteforvaltningen på at modtage oplysninger, lave beregninger og få alt fra skatteberegninger til vejledning og hjælpetekster klar, så vi kan byde borgerne indenfor fra den 23. marts 2026, siger underdirektør Ulrick Junge i en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen.
I år har myndighederne valgt at udskyde den såkaldte oplysningsfrist til 20. maj. Det er den dato, hvor du senest skal have rettet dine oplysninger fra 2025.