Billede beskrivelse

Verdensmester-hesten Hæmir er kommet på stutteri i Tornby

29. august 2025 kl. 19.00

TORNBY: Den talentfulde hingst er avlet på Stutteri Hyldsbæk i Tornby for 10 år siden.

- I hård konkurrence med topheste fra hele verden er Tornby-hingsten Hæmir fra mit Stutteri Hyldsbæk her i Tornby blevet verdensmester ved VM for islandske heste i Schweiz. Den flotte titel blev opnået i klassen 4-gang, hvor der blev vist hurtig og langsom tølt, galop, trav og skridt.

Den talentfulde hingst er avlet på Stutteri Hyldsbæk i Tornby for 10 år siden. Allerede som føl kunne man se, at her var en hest med både udseende og gangarter helt i top. Efter tilridning blev han sendt til kåringstræning hos Agnar Snorri Stefansson på Stald Gavnholt ved Silkeborg.

Billede beskrivelse

Han opnåede en meget høj kåring som én af de fem bedst kårede danskfødte hingste. Hæmirs mor, Heilladis fra Grimsstodum, er 24 år og har de sidste par år nydt sit otium på Hyldsbæk her i Tornby. Hæmirs far, Grimur fra Efsta-Seli, er ejet af Stald Gavnholt.

Agnar Snorri Stefanssons kone, Anne Stine Haugen, begyndte at træne Hæmir til sportskonkurrencer, og allerede for to år siden skulle han have været til verdensmesterskaberne, men han fik en kodeforvridning lige inden. Men nu i år lykkedes alt.

Nordmanden Anne Stine Haugen stillede op på Hæmir for Norge og blev verdensmester. Anne Stine Haugen har modtaget flere Feather-priser, som gives for ridning, der – let som en fjer – respekterer det, der bliver kaldt godt horsemanship, for sin nænsomme ridning. Det er en ting, som Stutteri Hyldsbæk har stort fokus på.

Billede beskrivelse

Udover nu at være blevet verdensmestre ligger Hæmir på verdensranglisten som nr. 1. – Højere kan man ikke nå som hesteavler, siger Susanne Fibiger, der har avlet islandske heste i 30 år, og som selv har siddet på hesteryg, siden hun var 10 år.

Susanne Fibiger og hendes nu afdøde mand, Niels Jensen fra Rederiet Isafold i Hirtshals, donerede med meget stor sandsynlighed de flotte granitmonumenter til venstre for Trappemonumentet i Hirtshals.

Susanne Fibiger er cand.mag. i historie og middelalderarkæologi fra Aarhus Universitet fra 1984 og har en meget stor erhvervserfaring fra flere selvstændige konsulentvirksomheder og et stort antal bestyrelsesposter på CV’et. Hun var museumsdirektør på Nordsømuseet og Oceanariet i perioden 1990 til 2003.

Hun bor i dag på Stutteri Hyldsbæk i Tornby, hvor hun har omkring 30 heste på stald og driver ca. 25 ha jord på gården.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste