Verdensberømt vandrerute får snart en start i Hirtshals
HIRTSHALS: Camino-kilometerstenen og Camino-skulpturen afsløres ved Solnedgangspladsen og ved Udsigtsstien ved Vestmolevejen søndag 19. april kl. 13.30 og 14.00.
Det bliver en meget stor og historisk dag i Hirtshals på søndag, hvor den danske Camino-start markeres ved starten på Udsigtsstien i Hirtshals.
Det er Hirtshals Byforum med formand John Kongerslev i spidsen, der utrætteligt har arbejdet på at få lavet en kæmpe Camino-skulptur og en Camino-kilometersten.
Byforum har ønsket at markere, at Hærvejens nordligste start- og slutpunkt i Danmark befinder sig i Hirtshals.
Dette punkt er af væsentlig betydning for pilgrimme og deres færd, idet forbindelsen herfra også indgår i Europas historiske netværk af pilgrimsruter til Caminoen i Nordspanien.
Markeringen består af opsætningen af en original Camino-kilometersten på Solnedgangspladsen på Kystvejen nær centrum i Hirtshals, som angiver retning og afstand til katedralen i Santiago. Hærvejen har til og fra Hirtshals fælles ruteforløb med den af Hirtshals Byforum anlagte kystnære Udsigtssti.
Hirtshals Byforum og Hjørring Kommunes Kunstudvalg har i samarbejde fremskaffet et stort kunstværk til placeringen nær Udsigtsstien og Hærvejens forløb på Leret, ikke langt fra byens centrum.
Camino-skulpturen er lavet af billedhugger Laila Westergaard, og skulpturen forestiller en stor hånd, der bærer en kammusling, alt sammen udhugget i granit.
Hirtshals Byforum opfordrer alle til at være med til at markere denne store, historiske dag i Hirtshals, hvor det hele starter i Hirtshals Kirke kl. 12.15 søndag 19. april og slutter i Madpakkehuset ved Hirtshals Fyr kl. 16.30.