Billede beskrivelse

Vendsyssel henter AaB-spiller

Kantspiller skifter en nordjysk klub ud med en anden

16. juli 2023 kl. 12.14
Opdateret kl. 12.50

NORDJYLLAND: Marcus Hannesbo skifter AaB ud med Vendsyssel FF.

Det bekræfter de to nordjyske 1. divisionsklubber søndag.

Skiftet er faldet på plads, efter at kantspilleren har haft en vellykket prøvetræning i Vendsyssel FF kulminerende med lørdagens 4-1-sejr over Vejle Boldklub, hvor Marcus Hannesbo bidrog med både et mål og en assist.

- Vi er meget glade for tilgangen af Marcus Hannesbo, som er en klar forstærkning til vores trup. Han passer rigtig godt ind i vores måde at gøre tingene på med sin vilde fart og fysiske pakke. 

- Marcus har tidligere været lidt ramt af, at han er blevet brugt længere tilbage på banen. Vi ser ham som kant, og vi er sikre på, at vi sammen kan få det bedste ud af det store potentiale, han har, siger Søren Henriksen, der er sportschef i Vendsyssel FF.

Marcus Hannesbo har skrevet en treårig kontrakt med Vendsyssel FF.

- Jeg har haft en god tid i AaB, hvor jeg gennem de seneste 11 år har mødt en masse gode mennesker, som jeg gerne vil takke for vores tid sammen. Det gælder både spillere, trænere og ledere.

- Derfor er det selvfølgelig også vemodigt for mig at forlade klubben, men omvendt er jeg meget glad for at få chancen i Vendsyssel FF, hvor jeg med en længere aftale nu kan finde ro til at udvikle mig og forhåbentlig bidrage via en masse spilletid, siger Marcus Hannesbo, der i AaB havde lang vej til spilletid oven på sidste sæsons udlejning til AC Horsens.

- Vi vil gerne takke Marcus for hans mange år i klubben. Marcus er stadig en ung spiller, der har brug for spilletid, og forhåbentlig kan han nu finde den i Vendsyssel FF I hvert fald ønsker vi ham alt det bedste fremover, siger AaB's sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.

Se også
Vendsyssel er varm på AaB'er efter fremragende testkamp
Se også
Vendsyssel tester to AaB-spillere med spændende perspektiver
Se også
Endnu en spiller er på vej væk fra AaB
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste