Vendsyssel er varm på AaB'er efter fremragende testkamp
Prøvespilleren Marcus Hannesbo imponerede, da Vendsyssel FF lørdag bankede Superliga-oprykkere i generalprøven
VEJLE: Marcus Hannesbo fik anbefalet sig selv på bedste vis, da han efter en halv uges prøvetræning i Vendsyssel FF lørdag kom i kamp for vendelboerne.
Den AaB-ejede kantspiller scorede et mål og havde næstsidste fod på et andet, da Vendsyssel FF vandt med hele 4-1 over Superliga-oprykkerne fra Vejle Boldklub i den sidste testkamp inden næste uges sæsonpremiere.
- Jeg så en meget sulten mand, der på trods af få træninger viste, at han er faldet godt til. Han passer rigtig godt til måden, vi spiller på. Det viste han i nogle en-mod-en-situationer og med sine dybe løb, der gjorde, at han både scorede og lagde op til mål.
- Vi er rigtig glade for, hvad vi så, og det er bestemt en mand, vi gerne vil arbejde videre med, siger Vendsyssel FF's træner, Henrik Pedersen.
Lucas Jensen scorede to af Vendsyssels øvrige mål i kampen, mens Ayo Simon Okosun udnyttede et straffespark i storsejren.
- Det var især defensivt en meget voksen præstation. Som følge af den gode defensiv skabte vi to mål på omstillinger, og vi havde også et par gode muligheder udover det. Vores dynamik, når vi vandt bolden, var god. Tidligere har det ellers været et tema for os, at vi har smidt for mange bolde væk, efter at vi har erobret dem, siger Henrik Pedersen.
Næste fredag går det løs i Nordicbet Ligaen med en hjemmekamp mod Sønderjyske, men trods den overbevisende generalprøve er der fortsat plads til forbedring.
- Det er tydeligt, at vi stadig mangler lidt fitness. Vi har ikke trænet så hårdt, som vi plejer, fordi vi havde et efterslæb fra sidste sæson, hvor mange spillede mere end nogensinde før.
- Det gav nogle skader, som vi gerne vil undgå. Lige nu er det kun Oscar Buch, der er ude, fordi han måtte syes i foden. Det er positivt, at der ikke er flere skader, og vi har også fået vist, at kulturen og disciplinen er stærk, siger Henrik Pedersen.
Marcus Hannesbo er den ene af to AaB-spillere, der har været til prøvetræning i Vendsyssel FF i denne uge. Den anden er midtbanespilleren Gustav Dahl. Han fik spilletid, da Vendsyssel FF efter sejren i førsteholdskampen tabte en reserveholdskamp til Vejle.
- Gustav spillede en fin kamp, og han er bestemt også fortsat interessant for os, siger Henrik Pedersen.