Ny frivillighedskoordinator: Thomas Hovaldt tager over
HJØRRING: Thomas Hovaldt husker tydeligt første gang, han mærkede effekten af frivilligt arbejde. Han var nærmest kun en stor dreng, da han sammen med en flok jævnaldrende besøgte et lokalt plejehjem for at spille musik for beboerne.
Her oplevede han for første gang, hvor meningsfuldt det føles at gøre noget godt for andre. Den oplevelse har fulgt ham lige siden.
En bred frivillig baggrund
Derfor lå det nye job som frivillighedskoordinator hos Frivilligcenter Hjørring også lige til højrebenet, konstaterer Thomas Hovaldt, der haren bred erfaring fra frivillighedens verden.
Mange kender ham ikke mindst hans velgørende engagement, blandt andet som arrangør af koncerter til fordel for Den Blå Sociale Café, Hospice Vendsyssel, Røde Kors, Reden i København, og mange andre organisationer.
Fra 1. august har Thomas Hovaldt kontor i Forsamlingsbygningen. Han afløser Mette Jakobsen, der stopper efter mange år på posten.
Rådgivning og støtte til foreningerne
I sin nye rolle skal Thomas Hovaldt ikke deltage i foreningernes arbejde, men være den rådgivende og støttende kraft, der gør hverdagen lettere for de frivillige. Finpudsning af fondsansøgninger, generel rådgivning, kontakt til nye frivillige og hjælp til opstart af netværk bliver en del af opgaverne.
For Thomas Hovaldt handler frivillighed om alt det, der binder mennesker sammen og løfter opgaver, som ellers ikke ville blive løftet. Han ser foreningslivet i Hjørring Kommune som både mangfoldigt og stærkt, og netop derfor er det vigtigt for ham at understøtte det lokale engagement.
- Foreningerne er en vigtig lim i vores samfund, og de frivillige gør et fuldstændigt uvurderligt arbejde. Derfor er det så vigtigt, at vi kan hjælpe dem med noget af det administrative, så de kan lægge kræfterne dér, hvor de gør størst gavn, siger han.
Goddag og farvel reception
Frivilligcenter Hjørring inviterer 6. august 14.30 til 17.00 til en Goddag og Farvel reception, hvor der både skal siges tak og bydes velkommen. Det bliver en eftermiddag med taler, musik ved Lars Jakobsen, små snitter, drikke, kagebord og kaffe fra Forsamlingsbygningens Café.
Af hensyn til plads og servering er der tilmelding på telefon 24 26 40 70 eller mail mette@frivilligcenterhjoerring.dk.
Om Frivilligcenter Hjørring
Frivilligcenter Hjørring er med til at styrke det frivillige sociale felt i kommunen ved at samle mennesker og foreninger, skabe nye netværk og gøre det lettere at være frivillig.
Centeret rekrutterer frivillige, arrangerer kurser, hjælper med alt fra opstart af nye fællesskaber til praktiske opgaver som print og opsætning af materialer, og synliggør lokale aktiviteter på sin Facebook-side.
Samtidig rådgiver centeret foreninger, skaber kontakt til nye frivillige og støtter ansøgninger til kommunens puljer, så kræfterne kan bruges dér, hvor de gør størst forskel.