Billede beskrivelse

Varmeværk går mod strømmen og sænker prisen

Sindal Varmeforsyning sætter prisen en smule ned i det nye år

20. december 2022 kl. 16.00
Opdateret 21. december 2022 kl. 18.28

SINDAL: Mens el- og gaspriserne har gjort varmeregningen til en gyser for tusindvis af danskere, kan forbrugerne i Sindal Varmeforsyning se frem til lidt billigere varme i 2023. 

Her falder prisen for et gennemsnitshus på 130 kvm. med 249 kr. om året. Det kommer til at koste 13.908 kr. om året at varme et hus op med et forbrug på 18,1 MWh. 

Oveni kommer, at sindalborgerne har skruet ned for varmen her i efterårsmånederne. Forbruget er 8-10 pct. mindre end normalt, og den besparelse høster forbrugerne på den første á conto regning i det nye år. Den kommer ud med årsopgørelsen sidst i januar. 

Forbrugerne kan takke den høje elpris for prisnedsættelsen. Sindal Varmeforsynings flisværk og gasmotor producerer både el og varme, og strømmen sælger varmeforsyningen til markedspriser. Det har været en god forretning i det meste af 2022 og har opvejet de kraftige stigninger på biomasse og naturgas.

Investerer 14 mio. kr. 

Sindal Varmeforsyning investerer 14 mio. kr. i en elkedel og en ny, stor vandtank, som er klar til drift i februar 2023. Elkedlen skal køre, når strømmen er billig og varme vand op i den nye og en eksisterende vandtank. Når strømmen er dyr, kan varmeforsyningen skrue produktionen op på flisværket eller i gasmotoren og skaffe gode indtægter ved salg af strøm. 

- Ingen kan forudse, hvordan energipriserne udvikler sig, men med den nye investering er vi fleksible og kan hele tiden producere varmen der, hvor det bedst kan betale sig,  siger Sindal Varmeforsynings formand Jens Ole Jørgensen. 

 I det nye år kommer flere til. Industrikvarteret i Sindal er netop nu ved at blive koblet på fjernvarmen og senere følger ca. 130 forbrugere i Astrup. Sindal Varmeforsyning har netop indsendt projektforslaget for Astrup til Hjørring Kommune og regner med, at arbejdet går i gang i midten af 2023.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste