Uffe parkerer postbilen efter 30 år
HIRTSHALS: Uffe Mølgaard stopper hos PostNord 31. december 2025, og det er han lidt træt af - for han kommer til at savne alle sine pakkekunder i Hirtshals-området.
- Jeg vil sige tak til alle her i området, som har behandlet mig godt i de 30 år, jeg har været hos Post-Nord.
- Ja, jeg er lidt ked af, at jeg skal stoppe nu, men der er jo ikke noget at gøre ved det. De breve, som Post-Nord har kørt med, er jo næsten blevet til ingenting, så derfor er vi mange, der må stoppe i jobbet.
- Men jeg finder nok på noget andet. Jeg er 68 år nu, og så kan det jo være, at jeg skal have mig et deltidsjob fremover. Så jeg kommer ikke til at køre 300 pakker ud mere om dagen, siger Uffe Mølgaard, som er fra Tårs.
Han fortæller også, at han i sine unge dage var med til at spille Tårs op i Jyllandsserien i fodbold.
Men, og det er han ked af at indrømme, han var også med til at spille dem ned igen.