Torben har lavet en udstilling om liv og død
HIRTSHALS: Torben Nilsson er autodidakt kunstner og arbejder meget med farverige og figurative, fabulerende malerier i sin produktion.
Der var mange besøgende ved kunstudstillingen ved Hirtshals Fyr i uge 30, og der blev solgt mange malerier.
Lotta og Bo Dencker fra Skanderborg købte et flot og stort maleri:
– Vi kunne ikke stå for de flotte motiver og farver, og det passer godt hjemme hos os.
Torben Nilsson arbejder meget med akryl- og oliefarver – men det er akryl, der tørrer hurtigst, og det er vigtigt ved produktionen af de store malerier, siger han.
Torben Nilsson har malet, siden han var dreng, og i dag er han 45 år. Han er født på Fyn, men kom til Hjørring i 1986, og her bor han stadig.
Kunstudstillingerne i Assistentboligen ved Hirtshals Fyr bliver besøgt af mange lokale og turister, hver gang der laves en udstilling. På den måde kommer der folk fra hele landet og køber kunst i Hirtshals – af de lokale kunstnere fra egnen.