Tocifret millionbeløb er blevet brugt på nye lejligheder og ny butik
HIRTSHALS: Der bliver brugt et tocifret millionbeløb på at etablere 11 nye lejligheder og en butik i Den Store Bygning i Runddelen i Hirtshals.
Det var Morten Holm og Thomas Hougaard, der for tre år siden købte den store bygning i runddelen for 2,8 millioner kroner. Ejendommen er på 1.500 m².
Der var i forvejen tre lejligheder i bygningen, og nu kommer der 11 nye lejligheder til samt en stor butik i stueplan, fortæller Morten Holm, som også siger, at:
– Vi bruger nu et tocifret millionbeløb på at lave de 11 nye lejligheder samt den store butik. Vi lægger fjernvarme ind – der var kun elvarme før – og lejlighederne bliver i størrelserne fra 73 til 96 m². De henvender sig til aldersgruppen 50 plus. De er seniorvenlige med et godt køkken, gode badeforhold samt fine stuer og værelser. Der bliver altan i mange af lejlighederne og terrasse i stueplan, siger Morten Holm, som også fortæller, at der bliver en ladestander i gården og oplyser, at der er lavet helt nye kloakker.
– Det er en stor fornøjelse, at vi har kunnet bruge lokale håndværkere til hele projektet, og de arbejder fantastisk godt sammen.
– Der bliver åbent hus den 17. maj, og det hele skulle gerne være færdigt den 15. september, siger Morten Holm og Thomas Hougaard, som har stiftet firmaet Holm Hougaard Boligudlejning ApS.