Billede beskrivelse

Tidlig julegave: Nordjysk trækplaster får 35 millioner

Den snart 1.000 år gamle og tidligere domkirke Børglum Klosterkirke i Vendsyssel bliver nu restaureret for et stort millionbeløb

09. december 2022 kl. 10.01
Opdateret kl. 11.09

BØRGLUM: Den gamle domkirke på toppen af Børglum Bakke har igennem tiden været både hovedperson, medspiller og beskuer til mange vigtige begivenheder.

Og eftersom den er næsten 1.000 år gammel, har tidens tand naturligvis tæret lidt.

Men et stort restaureringsprojekt gør nu, at klosterkirken kan forsætte som historiefortæller for de kommende generationer.

Billede beskrivelse

Støtten på i alt 34.700.000 kroner til den næsten 1.000 år gamle Børglum Klosterkirke betyder, at det enestående og umistelige historiske kirkerum, kunst- og kulturgenstande samt inventar kan bevares for eftertiden, så børn og voksne også i de næste mange år kan opleve det historiske vingesus, der knytter sig til den spektakulære bygning og dens store dramatiske rum. Det oplyser Børglum Kloster i en pressemeddelelse.

- Vi kan slet ikke beskrive, hvor glade vi er for, at vi nu kan sætte restaureringen af klosterkirken i gang. Det har igennem mange år været et stort ønske, så vi kan næsten ikke sætte ord på, hvor lettede og glade vi er for, at så mange bidragydere vil hjælpe os med at bevare den historiske bygning.

- Nu glæder vi os til, at vi de næste par år, sammen med en masse dygtige mennesker, skal give den gamle kirke en ansigtsløftning, udtaler Anne-Marie Rottbøll, Børglum Kloster.

Billede beskrivelse

Her kommer pengene fra:

  • Med støtte fra:
  • Aage og Johanne Louis Hansens Fond.
  • A. P. Møller Fonden.
  • Augustinus Fonden.
  • Den filantropiske forening Realdania.
  • Sportsgoodsfonden.
  • Det Obelske Familiefond.
  • Hoffmann og Husmans Fond.
  • William Demant Fonden.
  • Samt Slots- og Kulturstyrelsen er det nu muligt at igangsætte en vigtig og nødvendig indvendig restaurering af Børglum Klosterkirke.

Efter restaureringen er det planen, at den historiske bygning også i langt højere grad bliver et fælles kulturelt samlingspunkt.

- Installation af diskrete løsninger for varme, lys og lyd vil betyde, at det ikke kun er i sommerhalvåret at kirken kan danne ramme for koncerter, foredrag, kirkelige handlinger og meget andet, lyder det.

Restaureringen af klosterkirken vil blive gennemført under ledelse af arkitekt Søren Kibsgaard og forventes at forløbe frem til 2025.

Undervejs vil det være muligt for besøgende på Børglum Kloster at følge restaureringen på nært hold og få viden om klosterkirkens historie. 

Børglum klosterkirke og de cirka 3.000 kvadratmeter udstillingslokaler med skiftende historiske og kunstneriske udstillinger er daglig åben for publikum.

Om Børglum Kloster

  • Børglum Kloster er en tidligere kongsgård, kloster og hovedgård, og de nuværende bygninger stammer fra midten af det 12. århundrede. Kirken er en del af klostrets nordfløj.
  • Børglum Kloster ligger ca. 5 km øst for Løkken i Vendsyssel, Hjørring Kommune.
  • Børglum Kloster tilhørte den franske munkeorden Præmonstratenserordenen (De hvide brødre) indtil reformationen i 1536.
  • Den sidste katolske biskop var Stygge Krumpen. Senere blev klostret kongeslot og efterfølgende herregård.
  • Siden 1835 har Børglum Kloster været i slægten Rottbølls eje.
  • Børglum Kloster var ramme om TV-julekalenderen Ludvig og Julemanden, hvor man blandt andet kunne møde Stygge Krumpen og fik formidlet dele af klosterets historie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste