Billede beskrivelse

Stafet for Livet fejrer rund fødselsdag

21. juli 2024 kl. 17.01

HJØRRING: Stafet for Livet er en begivenhed, der skal opleves. I år bliver noget ganske særligt, da der fejres 10-års jubilæum i Hjørring.

Arrangementet finder sted på Dyrskuepladsen lørdag den 24. august kl. 10, hvor en storslået åbning markerer starten. Derefter går Fighterrunden i gang, hvor de gulklædte nuværende eller tidligere kræftramte i fællesskab går den første runde. Fighterne er æresgæster og forkæles i døgnet med lækker mad fra Hjørring Kro samt forskellige arrangementer i deres eget telt.

Familier, naboer, kollegaer, foreninger, bosteder, venner, spejdere m.fl. har opstillet telte, som i år sandsynligvis pyntes ekstra flot. Sovetelte og campingvogne forvandler Dyrskuepladsen til en børnevenlig festivalplads for alle. Der er aktiviteter for børn, såsom fiskedam, legeplads, og Falck kommer med en brandbil. Desuden er der lækre madboder på pladsen med fristelser i alle prisklasser.

Billede beskrivelse

Fra den store scene spilles koncerter begge dage. Efter den smukke lysceremoni lørdag aften stopper koncerterne. Alle er velkomne til at overvære denne fantastiske begivenhed. Om natten er der stille musik i højtalerne. Søndag morgen er der igen koncerter, og specielt for børnene kommer Julemanden for at indsamle ønsker.

Der er allerede tilmeldt 25 hold, og mange af holdene er åbne for alle, der ønsker at deltage. Yderligere information og tilmelding kan findes på www.stafetforlivet.dk under Hjørring. Dette er en oplevelse, der sætter spor og lærer os, at der er håb for alle, og mange lever langt med diagnosen, og mange bliver helt raske. Hjørring har indtil nu samlet 2,5 millioner kr., som går ubeskåret til forskning, forebyggelse, oplysning, sorgbearbejdning og forskellige tilbud i den lokale forening i Hjørring.

Tag familien med og få en af de store oplevelser. Tilmelding kan ske i informationen på stedet. Banen er ca. 600 meter, så alle kan gå en runde eller mere. Nogle har rundesponsorer, så der gås og løbes hele døgnet, men alle kan selv vælge, om de vil sidde og nyde koncerterne og samværet, eller udfordre sig selv til at sætte rekorder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste