Vendsyssel ophæver kontrakt med tidligere Superliga-målmand
Vendsyssel FF siger farvel til erfaren keeper - et halvt år efter ankomst
FODBOLD: Torsdag eftermiddag annoncerede Vendsyssel FF afgangen af den erfarne målmand, Kevin Ray Mendoza, 26 år. Det gjorde klubben i et opslag på dens Facebook-side.
Mendoza havde ellers kontrakt frem til sommeren 2023, men samarbejdet ophører allerede nu. På trods af, at målmanden altså har repræsenteret Vendsyssel FF i 16 kampe allerede i denne sæson, får han nu ophævet sin kontrakt to et halvt år før tid.
Det blev til et kortvarigt ophold i Hjørring, hvor Kevin Ray Mendoza flyttede til i sommeren 2020 fra ligarivalerne, HB Køge.
Vendsyssel FF er dog godt polstret på målmandsfronten. I januar hentede man den østrigske U21-landsholdsspiller, Fabian Ehmann, hos Aris fra Grækenland, og derudover indeholder truppen både Peter Friis Jensen, Mads Sylvan Jensen og Emil Kobberup.
Kevin Ray Mendoza har blandt andet Superliga-erfaring fra sin tid i AC Horsens, hvor han spillede seks kampe i landets bedste række i 2018/19-sæsonen.
Mendoza er et velkendt navn i nordjysk fodbold, hvor han også har tørnet ud for Thisted FC.
Vendsyssel FF skal lørdag i aktion på udebane mod rækkens nummer to, Esbjerg fB. Hjørring-mandskabet har ikke spillet en eneste træningskamp endnu. Klubben har overvintret på en 10. plads.