Billede beskrivelse

Vendsyssel FF mangler topscorer mod topholdet

Mikkel Agger sidde udenfor, når Viborg FF søndag gæster Nord Energi Arena i Hjørring

21. februar 2021 kl. 07.48

FODBOLD: Med seks fuldtræffere er Mikkel Agger topscorer for Vendsyssel FF i fodboldens 1. division, men holdet må undvære angriberen i søndagens svære hjemmekamp mod topholdet Viborg FF.

Cheftræner Michael Schjønberg fokuserer dog på dem, der rent faktisk kan spille, og er optimistisk - efter at vendelboerne indledte foråret med at få ét point ude mod det andet tophold, Esbjerg.

- Vi ville egentlig gerne have vundet dernede, og jeg synes faktisk ikke, vi var langt fra. Vi var fysisk helt på højde med Esbjerg, og det, synes jeg, er stærkt, når man ser på den opstart, vi har haft, siger Schjønberg med henvisning til det coronaudbrud i truppen, der åd tre uger af træningsopstarten.

Den nye målmand, østrigske Fabian Ehmann, spillede en ikke uvæsentlig rolle i pointet i Esbjerg, da han stod stærkt og hev et par af de helt store redninger op undervejs.

- Hvis man var imponeret over hans indsats, så skulle man se ham træne. Han er en meget stærk keeper og giver jo noget tryghed til hele holdet, lovpriser Vendyssel-træneren.

Han fortæller, at truppen er ved godt mod før søndagens møde med det ellers ubesejrede tophold, Viborg FF, i Hjørring.

- Vi tror vi på, at vi kan fortsætte fremgangen og også slå Viborg. Mon ikke også, de har fået lidt respekt for vores resultater på det seneste, siger Michael Schjønberg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste